Bogens gentleman

Ole Arnold Busck har i over 50 år været knyttet til det hæderkronede, gamle bogfirma i København.

Bøger har været omdrejningspunktet for Ole Arnold Busck.
Læs mere
Fold sammen

Ole Arnold Busck, der bliver 80 år i morgen, er født ind i bogbranchen. Hans bedstefar var den legendariske Arnold Busck, der i 1896 grundlagde den virksomhed, først i Pilestræde og få år efter flyttede de over i Købmagergade i København, hvor den store butik stadig ligger, og hvorfra Arnold Busck-koncernen udviklede sig.

Arnold Busck A/S er Danmarks største og ældste kapitalkæde af boghandlere.

I løbet af de mere end 50 år, hvor Ole A. Busck var været knyttet til det gamle familieforetagende, har virksomheden udviklet sig fra en stor Københavner-boglade med tilhørende forlag til en koncern med to forlag, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck og Schønberg, samt en førende kæde af boglader spredt ud over landet.

30 butikker

Siden da er det blevet til i alt 30 butikker fordelt på hovedstrøg og i butikscentre overalt i landet samt web-butikken arnoldbusck.dk.

Ole Arnold Busck rustede sig til opgaven ved først at læse til cand.merc. på CBS.

Derefter stod han i lære i Köln, Oxford, Wien, Paris og New York, og grundlagde dermed sin internationale orientering.

1963 blev han formelt ansat i det fædrene firma. Han betegnes som en gentleman i ordets oprindelige betydning.

Han er redelig og troværdig, dygtig og dertil fuld af lune.

Derfor har der, udover hans faglige virke som forlagsboghandler, været bud efter ham i utallige sammenhænge.

Han var forlæggernes formand i 12 år, og han var bestyrelsesmedlem i den europæiske forlæggerforening og ligeledes i verdensorganisationen International Publishers Association.

Næste generation

Han har desuden været underviser og censor ved Den grafiske Højskole og Handelshøjskolen, og også en militær karriere med rang af oberstløjtnant i Den kgl. Livgarde blev der tid til.

Siden blev han oberstløjtnant af reserven, og i en periode var han tilmed generalsekretær i den internationale reserveofficersliga samt i mange år Scleroseforeningens engagerede præsident.

Nu nyder forlagsboghandleren at se sin datter, Helle Busck Fensvig, der er fjerde Busck-generation i chefstolen, føre bogfirmaet videre og at se sin søn drive familiegodset i Jylland.

Han følger stadig bogens udvikling – naturligvis – men nu alene som medlem af koncernens bestyrelser.

Ole Arnold Busck er dekoreret med flere danske og udenlandske æresbevisninger og er også som den eneste forlægger Ridder af 1. grad af Dannebrog.

Fødselaren er bortrejst på dagen.