Birthe Neumanns lykkelige forvandling

Den unge skuespiller Birthe Neumann blev kaldt kedelig på en scene og syntes selv, hun var det. Men så skete der noget.

29NAVBirthe-Neumann1-113801.jpg
Birthe Neumann har forstået at genopfinde sig selv som et komiske talent med stor ironi og humor både på teater og film. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mange seere går og glæder sig til næste ombæring af TV2s solskinsserie »Badehotellet«. Og ikke mindst til at se, hvordan det nu skal gå med den ellers så skråsikre, bryske fru Fjeldsø, der måske – måske ikke – er ved at tø op og oplever en uventet, ny romance sent i livet. Rollen i hyggeserien er en af den slags karakterkomiske pletskud, som Birthe Neumann mestrer som få herhjemme, og som har gjort hende til en af landets mest populære teater - og filmskuespillere.

Sådan stod det absolut ikke skrevet, da hun var gået ud af Statens Teaterskole i 1972 og var blevet ansat på Det Kongelige Teater. Længe så nationalscenen ikke meget andet i hende end en køn ung pige. Faktisk skulle hun ikke få hul igennem til sig selv, før hun var omkring de 40. Det var, ganske enkelt, modet, der svigtede hende, og hun var godt selv klar over det. I hvert fald sagde hun til Politiken for nogle år siden, at hun var »forvirret og så kedelig. Hver gang, jeg lavede et eller andet, var det de samme ting, der blev sagt om mig. Både i anmeldelserne og i omgivelserne. Usikkert, uklart, mat, vegt, vagt, fadt, smalt. Og jeg kan love dig, at de passede.«

Men med Niels Schous parforholdskomedie »Marx og Coca-Cola« viste hun pludselig det komiske talent, den enestående ironi og humor, der har karakteriseret meget af det, hun siden har skabt på teatret og andre steder. Der viste sig at være saft og kraft i hende. Hun fornyede sig selv. Og gav sin karriere fornyede muligheder i alle tonearter. Hun blev en af dem, Det Kongelige Teater regnede med i et stort rollefelt.

Og efter ti år fik filmen også øje på hende med en slags gennembrud i »Lad isbjørnene danse« (1990), hvor hun var moderen, der forlod Tommy Kenters far-skikkelse. Siden har vi set hende i en lang række roller, hvor hendes pæne damethed har kæmpet med stærkere kræfter nedenunder, hvad enten figuren har været skrøbeligt, vibrerende ladylike eller mere stålsat: Fra den konfliktsky mor i »Kærlighedens smerte« - Bodil nummer 1 - over skyggetanten i »Kun en pige« til den uhyggeligt hykleriske moderfigur i »Festen«. Og en fortjent hovedrolle havde hun i komedien »Lykkevej« som den fraskilte overklassefrue, der må lære at klare sig selv – Bodil nummer 2.

Efter at hun har sagt Det Kongelige Teater farvel – hendes foreløbig sidste rolle på nationalscenen var i farcen »Koks i kulissen« for et par sæsoner siden, hvor hendes ganske særlige distraktionskomik var et særdeles oplivende element midt i løjerne. Og siden er hun bl.a. dukket op på Republique, hvor hun ydede en smuk indsats i sortsynscollagen »Topmøde for de mest deprimerede«, mens hun valgte at forlade samme teaters »Et vintereventyr« i utide i den sæson, vi netop er på vej ud af.

Det hele endte jo godt! Men det betyder naturligvis ikke, at Birthe Neumanns vej gennem livet blot har været nem. Hun lægger ikke skjul på, at hun i perioder har været mærket af svær depression. Og arbejdet er ikke udelukkende noget, som er forbundet med lyst og letsind:

»Jeg har tit tænkt på, at når de siger, jeg skal, må jeg vel hellere gøre det. På den måde har jeg ofte fået bekræftet min barndoms værste fordom om, hvad en skuespiller var. Det forpjuskede og lidt Damhus Tivoli-agtige er et billede, der aldrig har forladt mig,« sagde hun i interviewbogen »Respekt« for nogle år siden. Vi er mange, der er glade for, at hun trodsede sin uvilje.