Birollens stensikre mand

Skuespilleren Claus Bue har delt karrieren mellem at være skuespiller og instruktør.

Sidste sommer blev Claus Bue Årets Æresjulemand ved Julemændenes Verdenskongres på Bakken. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Fold sammen
Læs mere

Lige nu er jeg glad for at have fået en smule hår på hovedet igen, efter at have været kronraget i to omgange som Skalleper i Astrid Lindgrens dejlige »Ronja Røverdatter«.

Sådan siger skuespilleren Claus Bue i forbindelse med sin runde fødselsdag – og om den rolle, han har turneret rundt i landet med i den sæson, vi har lagt bag os. Han har også lige været på turne med de øvrige medvirkende i teatersports-showgruppen »Hatten passer«, som kunne fejre et kvart århundrede med improvisationer på kommando foran et entusiastisk publikum.

Gruppen »Så hatten passer« opstod af det improvisationsarbejde, som Claus Bue og andre havde bedrevet i teatergruppen Turnus op gennem 1970erne og 80erne. Det eneste, man skulle bruge var omtrent en hat, man kunne trække publikums ønsker op af, lidt nødtørftige kostumer og et antal svampe, som utilfredse tilskuere kunne kaste med. Og så naturligvis en håndfuld skuespillere med snurrige hjerner. Så var succesen hjemme. Sammen med Søren Østergaard, Torben Zeller , Søren Hauch-Fausbøll og Gunnar Frøberg, slog Claus Bue for alvor igennem, da gruppen i et par omgange leverede lørdagsunderholdning i fjernsynet. Så populære var de, at de oven i købet fik lov at lave deres egen voksenjulekalender om familien Andersen og deres julehemmelighed.

Skuespiller har Claus Bue været, siden han forlod Statens Teaterskole i 1972. Hvis han altså ikke lige har været instruktør. Inden turneen med Lindgrens gamle røver, var han at finde i instruktørstolen på That Theatre Company. Det seneste samarbejde med Københavns engelsksprogede teater, hvor han også har iscenesat stykker af bl.a. Harold Pinter. Selv mener han, at han som skuespiller kan drage fordel af, at han kan tale til skuespillere, så de kan bruge det til noget. Og at vekselvirkningen mellem scenen og en fast plads foran den er i det hele taget frugtbar. På teatret har han omtrent været at finde over det hele, oftest i stensikkert leverede biroller. Han har spillet for voksne og de senere år også i nogle af Det Lille Teater i Lavendelstrædes nærværende forestillinger for de mindste. Højdepunkter vil han ikke selv pege på:

»Men et eller andet sted har man jo altid en erindring inde i sig selv om nogle gyldne øjeblikke, hvor man siger: »Orv, der var jeg sgu god«. Men det vil jeg hellere lade andre om at bedømme. Jeg har været forskånet for de store nedture, hvor man virkelig er blevet sablet ned og har fået at vide, at det dér, det skal man holde sig fra,« sagde han til Aarhus Portalen i forbindelse med, at han for et par år siden instruerede revy i byen.

Strid storm på skrænten

Det samme kan man sige om hans indsatser på film og TV, hvor han har spillet gennemsnitlig familiefar i hyggelig, smådistræt folkekomedieaftapning i flere omgange, men ikke sjældent har brilleret i forskellige afskygninger af det dumme svin, som nogle gange ikke ligger så langt derfra. Han ser så venlig og jovial ud, men det er han jo ikke nødvendigvis. Tænk på hans svedne, usympatiske taxachauffør i »Taxa« eller på hans egoistiske ægtemand, der dumper Birthe Neumann i »Lykkevej«.