Bikinien så dagens lys

Foto: STAFF.
Læs mere
Fold sammen

Egentlig konstruerede den franske ingeniør Louis Réard biler. Men da han i 1946 skulle drive sin mors lingeributik i Paris, fik han en god idé. Han havde observeret, hvordan kvinder, når de tog solbad, rullede deres badetøj op for at få sol på en større del af kroppen, og derfor designede han en todelt badedragt, bestående af små trekanter af stof, der kun dækkede det allernødtørftigste. Han kaldte den »bikini«, opkaldt efter det amerikanske forsvars atomprøvesprængning, der netop havde fundet sted på Bikiniatollen, en lille samling koraløer i Stillehavet.

Den første bikini med et avislignende print blev præsenteret 5. juli 1946 ved en offentlig swimmingpool, Piscine Molitor, i Paris. Forinden havde den parisiske modedesigner Jacques Heim ganske vist eksperimenteret med en noget mere tækkelig todelt badedragt, men Réards model løb med æren for opfindelsen.

I begyndelsen var bikinien ikke nogen synderlig salgssucces, man fandt den for udfordrende og i visse, især katolske lande, blev den ligefrem bandlyst. Gennembruddet kom først ca. ti år efter lanceringen, da Hollywood-stjerner som Marilyn Monroe, Rita Hayworth og Brigitte Bardot førte sig frem i de små stykker stof. trine