Der findes journalister, som er en gave for deres læsere, medie og chefer. Som altid har hovedet fuld af originale ideer og omfattende viden, som slider det ene tastatur efter det andet op og sprøjter artikler ud. Som træder til på alle tidspunkter af døgnet, når der – igen, igen – er breaking news på Christiansborg. Og som tilmed er godt selskab og en god kollega.

Berlingskes politiske kommentator Bent Winther er netop en af den slags journalister. Mandag fylder han 60 år. I mere end halvdelen af de år har Bent Winther arbejdet som journalist på skiftende danske medier.