Barok og bukseroller

Tuva Semmingsen er den klangfulde stemme på biografsuccesen »Antichrist«. Kvindelig på en lidt drenget måde, sød på denne drilske måde. En intelligent sanger. 13. januar fylder hun 40 år.

Tuva Semmingsen.  Foto: Anne Prytz Schaldemose Fold sammen
Læs mere

Nogle af Det Kongelige Teaters dejligste sangerinder er importeret. Tuva Semmingsen ikke undtaget:

Hun stammer fra Norge og blev uddannet på både Musikkhøgskolen i Oslo og Opera-Akademiet i København.

Mange opdagede hende først som solist i musik fra barokken. Hendes klare stemme og musikalske intelligens egner sig perfekt til de gamle linjer. Tuva kan i den forstand ligne Skandinaviens svar på italieneren Cecilia Bartoli og dyrker et lignende repertoire. Det Kongelige Teater fik tidligt ørerne op for hendes talenter:

Hun debuterede på Kongens Nytorv allerede i 1999 som pagen Cherubino i Mozarts lystige »Figaros bryllup« og gentog succesen på Føniksteatret i Venedig året efter – et af Europas ældste og vigtigste operahuse. For denne kvindelige sanger gør sig af en eller anden grund glimrende i såkaldte bukseroller. Altså i partier som mand.

Operaer fra den tidligste barok har fået liv i hendes strube: »Poppeas Kroning« og »Odysseus’ Hjemkomst« af Monteverdi lød som skabt til den.

Hun har kastet sig ud i »Partenope« og den uforlignelige »Julius Cæsar« af Händel. Det gnistrede mellem det unge sangtalent og Concerto Copenhagen i orkestergraven. I særdeleshed mellem Tuva og orkestrets berømte overånd, Lars Ulrik Mortensen.

Hun har også sunget en del Rossini, herunder »Barberen i Sevilla« og den udfordrende hovedrolle i »Askepot«.

Den sidste er i øvrigt en opera, man ikke hører så ofte igen. Men som hun gjorde til et rigtig godt værk.

Og hun har leveret stærk personlighed til mindre roller i eksempelvis »Maskarade« af Carl Nielsen, »Cavalleria rusticana« af Mascagni og »Den fiffige lille ræv« af Janáček.

Ikke så få af produktionerne har kørt flere steder og ført hende til eksempelvis Nancy i det nordfranske og turnétruppen i det mondæne Glyndebourne.

Et album med Tuva Semmingsen og det norske Barokksolistene fik vældig succes og gjorde hende kendt på det store lærred: Ikke så få vil huske »Antichrist« af Lars von Trier for dens lydspor – hvor Tuva sukker sig gennem »Lascia ch’io pianga« fra Händels dejlige »Rinaldo«!

Hun synger i øvrigt også jazz og udgav et helt album med bigbandet »The Orchestra« for et par år siden.

Tuva Semmingsen har været tilknyttet nationalscenen i godt halvandet årti efterhånden, men er stadig dens friske pust.

Kvindelig på en lidt drenget måde. Sød på denne drilske måde. En intelligent sanger.