Ballet-koreograf død

Læs mere
Fold sammen

Lise la Cour, koreograf, instruktør, fhv. danser, San José, USA, er død, 71 år.

Hun levede det meste af sit liv på Det Kongelige Teater, fra hun som otte-årige startede på balletskolen, til hun i 2002 blev inviteret til San José i Californien for at blive direktør og kunstnerisk leder af The Ballet School ved San José Repertoire Theatre.

Hun debuterede 1961 som Anne Frank i den engelske koreograf K. MacMillans »Under jorden« og besatte de følgende år en lang række roller i både klassiske og moderne balletter, bl.a. Balanchines »Fire temperamenter« og Flemming Flindts »Den unge mand skal giftes«.

Fra slutningen af 1970’erne gjorde hun sig især gældende som koreograf blandet andet med koreografien til Daniel Bohrs Kurt Weill-cabaret på Det Kgl. Teater i 1978, westernballetten »Gry« i 1982 foruden en række H.C. Andersen-børneballetter i samarbejde med bl.a. Bent Fabricius-Bjerre og Bjørn Wiinblad.

1999-2001 var hun administrator for Den Kongelige Opera og var desuden som formand for Ballettens Private Pensionskasse med til at skaffe midler til ældre dansere.

Efter ti år som balletdirektør ved The Ballet School i San Jose, som hun moderniserede, og hvor hun højnede kravene til de unge dansere, startede hun 2012 sin egen skole, LaCademy, for eliteelever.

Lise la Cour nåede at være gift fire gange – senest med Roger Lyness.

Hun efterlader sig tre sønner, hvoraf de to, Nilas Martins og Ask la Cour er fulgt i hendes fodspor som dansere, mens den tredje, Mikkel la Cour Rasmussen, er musiker.

I 1989 blev Lise la Cour ridder af Dannebrog.