De blomstrende kastanjetræer ved Søerne i København trækker hvert år i hende. Gang på gang er hun søgt tilbage til barndommens Nørrebro – både i sin digtning og når hun har gået tur. Barndommens steder og stemninger har været afgørende for Dorrit Willumsen, som er født i Prins Jørgens Gade.

Dorrit Willumsen er en markant og fintfølende stemme i dansk litteratur. Hun fanger os ind i sit litterære univers og giver os nye vinkler på livet. Udover romanerne og novellerne har hun skrevet digte og dramatik for radio, TV og teater og har formået at formidle stemninger og oplevelser, så de står diamantskarpt og af og til foruroligende vibrerende i læserens bevidsthed.

Som hun selv udtrykker det: »Jeg ser bøgerne som et tæppe, jeg væver på hele livet – et nomadetæppe, hvor farverne ændrer sig efter de landskaber, man rejser igennem.«

I Dorrit Willumsens tilfælde drejer det sig om psykiske landskaber. Vil man tæt på forfatterens egne erfaringer og refleksioner, kan det anbefales at lade sig opsluge af hendes særdeles ærlige og velfortalte erindringer, »Det søde med det sure« og »Pligten til lykke«, der udkom 2011-12. Det er herligt at dykke ned i erindringsbøgerne, hvor hun skaber et stort, mentalt rum, hvis atmosfære læseren ikke vil glemme. At den særlige evne til at fange det barokke i en situation er opstået allerede i hendes barndom, får vi vidnesbyrd om i erindringerne, der samtidig vidner om sprogets uendelige muligheder i hænderne på Dorrit Willumsen.

Allerede med debut-novellesamlingen, »Knagen«, udgivet for 50 år siden i 1965, lagde forfatteren tråde ud til vigtige dele af sit forfatterskab – hvor længslen efter kærlighed er et hovedtema. Med novellesamlingen placerede forfatteren sig som en central del af modernismen.

Når Dorrit Willumsen i dag ser tilbage på sin ungdom, husker hun det således: »Bortset fra, at jeg dagdrømte, havde jeg ikke andre planer med livet, end at jeg ville skrive.«

I en sommerferie kastede hun sig frihedsberuset ud i det.

»At skrive var det, jeg håbede, ønskede, begærede og øvede mig på, mens jeg arbejdede på kontor, på laboratorium, bibliotek og i kunsthandel,« som hun har formuleret det. Hun arbejder uhyre omhyggeligt med formen og sproget i sine værker og har fra de tidligste år følt ordenes magi.

Det store gennembrud fik Dorrit Willumsen med romanbiografien »Marie« om Madame Tussaud. Her rummer skildringen af Maries bestræbelser træk af Dorrit Willumsen selv. Faktisk er der splinter af forfatterens eget liv og af personer, hun har mødt, i alle hendes bøger. »Marie« blev belønnet med De Gyldne Laurbær. For romanbiografien »Bang«, om forfatteren Herman Bang, modtog Dorrit Willumsen Nordisk Råds Litteraturpris.

Blandt hendes øvrige værker kan nævnes romanen »Stranden«, den komplekse kvindefrigørelsesroman »Manden som påskud« og romanen »Klædt i purpur«.

Hun har desuden modtaget Det Danske Akademis Litteraturpris, Kritiker-Prisen, Søren Gyldendal-Prisen og Dansk Litteraturpris for Kvinder samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Dorrit Willumsen er gift med digteren og dramatikeren Jess Ørnsbo. Parrets søn er digteren Tore Ørnsbo. Her i efteråret kommer der nyt fra arbejdsværelset, nemlig fødselarens nye nutidsroman, »Nær og fjern«, hvor handlingen pendler mellem København og et parcelhuskvarter, og hvor seks personer, uden at vide det, bliver betydningsfulde brikker i hinandens liv. Den roman kan man kun have de største forventninger til.