Andreas Mogensen: Den mest determinerede dansker

Det er på ingen måde en tilfældighed, at netop Andreas Mogensen blev vores store rumeventyrer.

Danmarks første astonaut har fået det, som han vil have det hos rumfartsorganisationerne ESA og NASA. Arkivfoto: Asger Ladefoged
Læs mere
Fold sammen

Tusinder af danske piger og nok især drenge drømmer om at blive astronaut.

Men foreløbig har kun en enkelt formået at føre drømmen ud i livet, og at det netop skulle blive Andreas Mogensen, er bestemt ingen tilfældighed.

For magen til determination skal man lede længe efter.

Allerede da han går i 8. klasse på Rygaards Skole i Hellerup, manifesterer drømmen sig i ham. Og selv om det hurtigt står ham klart, at han som dansker har næsten samtlige odds imod sig, er han på alle måder bevidst og målrettet i sine beslutninger.

Eksempelvis da han efter studentereksamen flytter til London for at tage en fireårig kandidatuddannelse som rumfartsingeniør. Eller da han under uddannelsen drager på en næsten tre måneder lang og krævende kanoekspedition dybt ind i det tropiske vildnis i Amazonas.

I 2008 byder chancen sig endelig til. Det europæiske rumagentur ESA søger nye astronauter, hvorefter Andreas Mogensen udfylder en velovervejet ansøgning – og pludselig befinder sig blandt næsten 10.000 ansøgere, der kæmper om bare seks eftertragtede pladser i astronautkorpset i Köln.

Men den unge mands respektindgydende CV, hans rolige og vindende væsen og evne til at klare selv de mest krævende mentale og fysiske test bringer ham helt i front i kapløbet, og i maj 2009 kan han præsenteres som verdens første danske astronaut. Herefter er Andreas Mogensens liv uden for rampelyset endegyldigt forbi.

Det står i den grad klart, da han 2. september 2015 sammen med to medastronauter bliver skudt af sted i en Sojuzraket mod Den Internationale Rumstation fra den store russiske opsendelsesbase Bajkonur i Kasakhstan. Det halve Danmark følger med tilbageholdt åndedræt med i den vilde rejse, men alt går godt, og oppe i vægtløsheden på rumstationen går han lige i danskernes hjerter med sin åbenlyse dygtighed og begejstring over endelig at have fuldført sin drøm.

I dag har Andreas Mogensen næsten 100.000 følgere på Facebook, og hans talrige foredrag på skoler, gymnasier og institutioner over det ganske land har været holdt for fulde huse. Utallige har villet have en bid af nationens højtflyvende helt, men hele vejen igennem har Mogensen bevaret sin naturlige og lidt drengede charme iblandet professionel evne til at formidle rumfartens mysterier.

Også i ESA og NASA er begejstringen stor. Så stor, at han atter har fået sin vilje og siden i sommer har haft det eftertragtede job som ESAs europæiske forbindelsesofficer i NASAs hovedkvarter i Houston, USA, hvor han i morgen fejrer sin 40 års fødselsdag med sin lille familie, hustruen Cecilie og parrets treårige datter Emily.