Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BEIJING. Nok kommer kineserne ikke foreløbig til at se Carsten Damsgaard drøne gennem Beijing på motorcykel, men fart er der på Danmarks nye ambassadør. Når han viser rundt i residensen, smitter hans begejstring for dansk design, arkitektur, litteratur og ballet. »Jeg synes, at jeg har arbejdet så mange superspændende steder, hvor man aldrig keder sig. Det har altid været vigtigt for mig,« siger Damsgaard, der i august rykkede fra Tokyo.
Særligt kulturen skal være med til at brande Danmark. »Kultur er her helt afgørende. Ligesom i Japan er Kina optaget af det nye nordiske køkken, så derfor har ambassaden ansat en ung dansk kok, Sofie Harder,« siger Damsgaard. Ambassadøren har selv medbragt værker af bornholmske kunstnere som maleren Inge Lise Westman, glaskunstnerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner samt keramikeren Gerd Hiort Petersen. Der ér nemlig en bornholmsk forbindelse.
Den nyeste faglitteratur er på hylderne. Særligt historiske bøger, og værker fra de mange steder, han har repræsenteret kongeriget. Den cand.scient.pol.-uddannede Carsten Damsgaard har været i en række brændpunkter. Han er klassisk diplomat, der har været ude i masser af år, som helt ung bl.a. i Paris og ved NATO, haft studieophold ved FN i Koldkrigsårene, men har også siddet med klassisk forsvars- og udenrigspolitik i Udenrigsministeriet.
Som ambassadør debuterede han i Israel i 2003. Indtil han fik en ganske kort periode som politisk direktør på Asiatisk Plads. Der er i det hele taget noget med Damsgaard og det asiatiske, for efterfølgende blev ambassadøren udenrigsministerens særlige repræsentant for Afghanistan og Pakistan. I Kabul blev han derpå Danmarks ambassadør. Dog avancerede han hurtigt, og i 2011 fik han ansvaret for Danmark i Japan, dengang næststørste økonomi i verden og vigtig handelspartner.
I dag er Kina næststørst, og har endda overhalet USA, når det gælder økonomiens størrelse målt i købekraft. Kineserne vogter over, hvor tunge ambassadører dets partnerskabslande sender. Carsten Damsgaard går for at have tyngde. Hans umiddelbare forgænger, Friis Arne Petersen, Udenrigsministeriets tidligere direktør, høstede mange roser, og før ham Jeppe Tranholm Mikkelsen, der for nylig blev generalsekretær hos EU-formand, Donald Tusk.
»I samfund som Kina og Japan kan det økonomiske diplomati være med til at åbne døre, fordi ambassadeskjold og kongekrone tillægges en anden vægt end i Vesteuropa. At vi som de eneste i Norden samtidig har et strategisk partnerskab gør os ekstra interessante som samtalepartnere« fortæller Damsgaard om opgaven med at få koblet erhvervsliv i de to lande sammen.
Carsten Damsgaard arbejder også med en plan for, hvordan Danmark skal kendes i Kina. »H.C. Andersen er en fantastisk platform for Danmark, da alle kender ham, men vi skal udover det fortælle om alt det, vi kan, og som vi står for. Jeg har en branding-rolle, hvor jeg aktivt vil bruge ambassaden som et slags dansk showroom, så gæsterne kan se noget af alt det nye, Danmark kan. Vi ses som en kreativ, grøn nation. Kineserne er optaget af vindmøller, kreativt industrielt design og udvikling af velfærdssektoren. Her er et vældigt marked. I forhold til myndighedssamarbejdet er der stor interesse for at lære af vores ombudsmands-institution.«
I privaten er ægtefællen, Esben Karmark, flyttet med til Beijing. Karmark, der er lektor på halv tid ved CBS, samler forelæsningerne i klumper, så parret kan være mest muligt sammen: »Vi var det første homoseksuelle ambassadørpar i udenrigstjenesten, der er formelt gift – det blev vi i 1994. Jeg er stolt på tjenestens vegne over den helt igennem positive oplevelse, det har været i udenrigstjenesten. Lige siden, at jeg i Israel fortalte medierne om min mand, har jeg insisteret på, at jeg ikke ønsker at være kendt som bøsseambassadøren, men som den danske ambassadør, der tilfældigvis er bøsse. Herude interesserer man sig ikke for mit privatliv, den slags er rent privat. Men i Israel oplevede vi en virkelig stor, positiv interesse, hvor vi nærmest blev behandlet som en slags celebrities. På samme måde som den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, oplever, at der i tidsånden ligger samme åbenhed. På den måde ved jeg godt, at jeg fungerer lidt som en rollemodel«, siger han med et smil. Parret holder altid sommerferie i Danmark, dels på Bornholm, dels i Gl. Skagen. Mens det bliver til løbebånd i Beijing, er det i det hjemlige en anderledes aktiv ferie, både med og uden motorcykel.