Aktivist og forfatter

Forfatteren Vibeke Vasbo fylder 9. juli 70 år.

Vibeke Vasbo.   Foto: Pernille Ipsen Fold sammen
Læs mere

Forfatteren Vibeke Vasbo, der nu bliver 70 år, blev født på Als som den næstyngste af fire søskende. Begge forældre var læger. Efter studentereksamen 1963 blev hun au pair i Cambridge, England, og efter hjemkomsten begyndte hun at læse tysk på universitetet og blev aktiv på venstrefløjen og i studenteroprøret.

Efter engagement i rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse blev hun i 1974 kranfører i Norge og skrev derefter dagbogsromanen »Al den løgn om kvinders svaghed« (1976). Bogen blev desuden oversat til norsk og tysk.

Siden skrev hun »Miraklet i Amalfi« (1984) om den lesbiske hovedpersons kærlighedsforhold til en præst, der har selvbiografisk baggrund, mens romanen »Hildas sang« (1991) i to bind er en historisk roman fra 600-tallets England. Desuden kom bl.a. den smukt indlevede barndomsskildring »Der mangler en sang om solsorten« (2008).

»Jeg har altid helst villet skrive bøger, men har aldrig kunnet holde mig fra det politiske. Den seneste kamp var for det lokale bibliotek i Eskebjerg, der to gange stod til lukning, og heldigvis blev reddet,« siger Vibeke Vasbo i dag. »Jeg skriver p.t. på en stor og bred historie, der ingen ende vil tage, og desuden på en ganske lille dramatisk roman. Digte skrev jeg som ung, og det er jeg begyndt på igen. Jeg er vokset op på landet og trives ved at bo her på Vestsjælland, tæt ved hav og skov, med et rigt fugle- og planteliv.«

Lige nu er Vibeke Vasbo på vej fra Eskebjerg til England, hvor hun skal mødes med et forlag, der vil udgive hendes roman »Hildas Sang«, og for at holde fødselsdag med gamle venner.