Traditionerne er mange i det danske smykkefirma P. Hertz, og sådan må det være, når der er blevet fremstillet smykker i 190 år.

Før Berit Hertz kom til, havde smykkefirmaet været ledet af mænd i generation efter generation. Fælles for dem var, at de havde en guldsmedeuddannelse og en international dannelsesrejse i bagagen, inden de tiltrådte direktørposten i familiedynastiet.

Berit Hertz overtog ledelsen af P. Hertz fra sin svigerfar Flemming Hertz i 2007. 
Berit Hertz overtog ledelsen af P. Hertz fra sin svigerfar Flemming Hertz i 2007.  Henrik Adamsen

Sådan var det lige indtil 2007, hvor Berit Hertz for første gang fornyede traditionen og overtog ledelsen som sjette generation og den første kvindelige leder efter sin svigerfar Flemming Hertz.

»Jeg har altid været chef i en mandeverden. Derfor var det ikke noget, som lå mig specielt meget på sinde, da jeg trådte ind i direktionen for P. Hertz som den første kvinde i forretningens snart 200 år gamle historie. Jeg var mere optaget af, at jeg ikke satte virksomheden over styr, men formåede at føre den videre på den bedst tænkelige måde,« fortæller Berit Hertz.

Hun blev således ikke kun den første kvindelige lederskikkelse i virksomhedens lange historie, men foretog samtidig et karriereskifte fra indkøbschef i Coop til et high-end brand i smykkebranchen.

»Selv om jeg ikke havde nogen egentlig erfaring med at drive min egen forretning, eller stå i butik for den sags skyld, så havde jeg en meget klar overbevisning om, at jeg kunne analysere mig frem til, hvad jeg gerne ville bidrage med i P. Hertz, og hvor vi skulle hen under min ledelse,« siger Berit Hertz.

Ikke uddannet guldsmed
Den strategiske tilgang til ledelse bygger blandt andet på en MBA-uddannelse (Master of Business Administration) og flere års erfaring inden for handel og detail på ledelsesniveau.

»Jeg er strateg i min tilgang til forretningsudvikling og bruger meget tid på strategi- og handlingsplaner. Det betyder, at jeg hele tiden er i gang med at danne mig et billede af, hvor vi skal hen og hvorfor. Det giver et godt redskab i forhold til at gå i dialog med mine medarbejdere omkring, hvad vi står for, og hvad det er, vi gerne vil,« understreger Berit Hertz.

Lige fra begyndelsen har det været centralt for Berit Hertz at uddelegere opgaverne i virksomheden, fordi hun kommer med en anden uddannelsesmæssig baggrund end sine forgængere.

»Jeg er jo ikke uddannet guldsmed, så den type opgaver er jeg nødt til at betro mine dygtige designere og håndværkere. Det skaber rum til, at jeg kan fordybe mig i de mere overordnede visioner og fremtidsplaner for forretningen. Øget ansvar nærer som regel både engagement og handlekraft, så jeg har medarbejdere, der er vokset helt utroligt med opgaven. Det betyder rigtig meget for virksomheden som helhed,« siger Berit Hertz.

Det første år af sit virke som leder i P. Hertz delte hun positionen med sin svigerfar, Flemming Hertz, og det gav hende en enestående mulighed for at tage ved lære og suge til sig.

»Jeg gjorde mig umage med at lytte til kunderne og deres behov for at finde ud af, hvad der driver en forretning som P. Hertz. Det var centralt for mig at forstå, hvordan vi differentierer os fra andre, som ligner os, og hvad vores vigtigste kompetence og kerneydelse er,« siger Berit Hertz.

Faste kunder gennem seks generationer
Da Berit Hertz overtog forretningen, stod det hurtigt klart, at noget af det, som udgør DNA’et i den familieejede virksomhed, er en stor og loyal kundebase, som for nogens vedkommende går næsten helt tilbage til forretningens grundlæggelse.

»Vi har kunder, som kommer ind i butikken og fortæller, at de er den femte eller sjette generation, der har handlet hos os. Nogle har besøgt P. Hertz første gang som små børn i selskab med deres bedsteforældre, som også var kunder i butikken. Den slags rør mig dybt og har meget stor værdi for os,« pointerer Berit Hertz.

Den loyale kundegruppe giver Berit Hertz en klar forståelse af, hvor væsentligt det er at holde fast i virksomhedens lange historie med respekt for håndværket og traditionerne, som er opbygget over de forgangne to hundrede år. Derfor tog hun for år tilbage beslutningen om, at P. Hertz kun skal præsentere egne kollektioner, så alle smykker i forretningen produceres i eget navn.

Det er en beslutning, som kun har bidraget positivt til virksomhedens omsætning. Den er nemlig tredoblet, siden Berit Hertz valgte at stå i spidsen for P. Hertz for 17 år siden.

»Succesen kan ikke mindst tilskrives de mange dygtige guldsmede, designere og medarbejdere i huset, som arbejder med at udvikle og forny vores udtryk med respekt for de mange generationer af guldsmede, som de står på skuldrene af,« siger Berit Hertz.

Læs mere om P. Hertz’ designfilosofi her

Modernisering med respekt for historien
Evnen til at udfordre traditionerne på en ny og anderledes måde kendetegner også de fysiske omgivelser i butikken på Købmagergade 34, hvor P. Hertz har haft til huse siden 1841.

»Butikken står på mange måder, som den gjorde i 1906, hvor den daværende ejer, Jacob Hertz, foretog en gennemgribende renovering. Men for otte år siden besluttede jeg, at der skulle ske en modernisering. Med respekt for det oprindelige interiør, naturligvis. Jeg ville blandt andet gerne gøre op med den store disk, som dominerede forretningen og gjorde det vanskeligt bare at gå rundt og kigge interesseret uden nødvendigvis at gå i dialog med en salgsassistent med det samme. Derfor ændrede jeg disken til små øer, hvor man bedre kan stå ved siden af hinanden og tale sammen, når kunden er klar til det,« fortæller Berit Hertz.

Moderniseringen handlede om at gøre butikken mere åben, så alle føler sig velkomne og har lyst til at gå ind over dørtrinnet til den traditionsrige butik.

»Vi fik hjælp af en gruppe fantastisk dygtige håndværkere, der gjorde det muligt at genskabe de oprindelige træskærerarbejder og håndlavede detaljer i forhold til vinduesfacaden, hvor de matterede ruder blev udskiftet med store åbne udstillingsvinduer,« siger Berit Hertz.

Evolution fremfor revolution
Tilgængelighed er også i højsædet på digitale platforme, hvor man kan komme helt tæt på den familieejede virksomhed og gå i dialog med de ansatte.

»Selv om vi holder fast i vores lange historie og identitet, så omfavner vi de teknologiske fremskridt. Vi er til stede på sociale medier, hvor rigtig mange af vores kunder følger med og er aktive i forhold til at give feedback og kommentere på de ting, vi laver. Det er også et forum, hvor vi erfaringsudveksler i forhold til, hvordan man blandt andet plejer og vedligeholder sine smykker,« siger Berit Hertz.

Derudover anvender P. Hertz i nogle tilfælde 3D-printere i den skabende proces, som bruges til at skabe modeller i voks, så kunden kan prøve et smykke på, inden man går videre i formgivningsprocessen.

»Vores balancegang består hele tiden i at afveje, hvordan vi kan gøre udtrykket moderne inden for de historiske rammer, som vi gerne vil bevare. Evolution frem for revolution,« siger Berit Hertz.

Godt købmandskab og sund fornuft
Selv om det har krævet sin kvinde at skifte spor og overtage ledelsen af P. Hertz lige op til finanskrisen i 2008, så vurderer Berit Hertz, at hun havde et godt udgangspunkt, fordi virksomheden altid er blevet drevet ud fra godt købmandskab og sund fornuft.

»Jeg overtog heldigvis en sund og god forretning, hvor man altid har prioriteret finansiering af udviklingstiltag og et vist overskud på kistebunden, hvis der skulle opstå uventede situationer. Det mærkede vi for alvor fordelen af under coronakrisen. Den kunne ikke vælte os, fordi vi havde noget at stå imod med,« påpeger Berit Hertz.

Hun tilføjer i samme åndedrag, at det ikke betyder, at man blot kan læne sig tilbage og varme sig ved tanken om at: »Nu går det godt, så lad det være ved det«. Der er hele tiden behov for at udvikle og følge med tiden. Også selv om man hviler på et snart to hundrede år gammelt fundament.

»Vi kan jo godt se, hvor stærkt det går, og hvor vigtigt det er at være på forkant med udviklingen. Så vi er altid i færd med at lægge nye strategiske planer for, hvor vi skal hen med P. Hertz i fremtiden,« afslutter Berit Hertz.

Gå på opdagelse i P. Hertz’ smykkeunivers her

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.