Egentlig vil han helst ikke kaldes for maskinstormer. Men faktum er følgende: Professor i filosofi, Vincent F. Hendricks, er ikke på Facebook. Han er heller ikke på Twitter, Instagram eller andre sociale medier. Modsat mange af hans fagfæller og de unge studerende, der sidder lige der uden for døren med laptops og smartphones og iført, hvad professoren selv kalder et »blåt underansigt«.

Først undslår han sig med et professionelt argument. Når man som Vincent F. Hendricks forsker i, hvordan sociale medier påvirker os, og hvilke adfærdsmønstre vi agerer med på nettet, skal han ikke forstyrre og potentielt forurene selve forskningsobjektet. Den private del af ham lever dog også fint uden.