For omkring et år siden var jeg til et middagsselskab, hvor kvinderne - da mændene hen over bordet begyndte at diskutere globaliseringens og de tusind markeders potentielle lyksaligheder - fandt sammen i en snak om alder. Den ældste af os - en kvinde på treogtres - udtalte, at hun aldrig havde været så lykkelig som nu. Og heller aldrig grimmere.

I første omgang overhørte jeg det opsigtsvækkende i kvindens påstand om, at hun aldrig havde været lykkeligere. Jeg havde, nærmest pr. automatik, alt for travlt med, sammen med de andre af selskabets kvinder, at protestere mod kvindens syn på sig selv som grim. Kvinden derimod så mildt overbærende på os kvinder i fyrrerne og i begyndelsen af halvtredserne, mens hun, ikke uden en hvashed bagerst i stemmen, fik sat dette på plads: at i hendes alder var det ikke skønhed, man skulle måles på, men visdom. I den forstand fik hun gjort vores protester til skamme - og i en anden forstand fik hun selv sat ord på sit aldrende, lidt slidte og meget karakterfulde ansigt.

I det hele taget var meget af det, kvinden bidrog til samtalen med, af så kontroversiel art, at det flere gange fik det til at gibbe i én. Ikke et øjeblik var man i tvivl om, at her var en kvinde, der sagde lige, hvad der passede hende - og man var heller ikke i tvivl om, at modet til det havde noget med hendes alder at gøre.

Kvindens fremtoning, og det, hun sagde, gjorde dybt indtryk på mig.

Sommeren 2003 viste Louisiana en udstilling med kunstneren Louise Bourgeois. I museets film om den tooghalvfemsårige kunstner oplevede jeg på ny en ældre kvinde, der sagde lige, hvad der passede hende, og som var komplet ligeglad med, om hendes fremtræden var pinlig eller upassende. Netop fordi hun havde denne næsten arrogante frygtløshed - blandet med en god portion humor - var hun i al sin særhed hverken pinlig eller upassende: Jeg fandt hende pragtfuld! Endnu mere pragtfuld end den bedårende og sensuelle vandplante, hun havde været som ung.

Med sit furede ansigt og sammensunkne krop var det, som om kvinden på lærredet var trådt i karakter; hun lignede en rasende og samtidig drilagtig, pillet kolibri med en stærk erotisk udstråling. Hendes magnetiske erotiske udstråling som gammel befandt sig hinsides det seksuelle. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at få den tanke, at der var en form for erotisk forbindelse mellem den tooghalvfemsårige Louise Bourgeois og den uendeligt blide, henved halvtreds år yngre mand, der havde været hendes assistent gennem det sidste tiår - og hvis fødder og krop er model til flere af hendes skulpturer.

Jeg blev lidt forelsket i Louise Bourgeois. Tænk at blive gammel med en suverænitet som hendes. Whaw!Sådan begyndte det: Som jeg blev ældre, konstaterede jeg hos mig selv en voksende optagethed og fascination af aldrende - og ikke mindst gamle - kvinder. Når jeg sad i bussen, stod i kø i Netto eller deltog i selskabelige sammenhænge, var det de gamle kvindeansigter, jeg valgte ud - og gloede på. Hæmningsløst.

Som forfatteren Jette Hansen har formuleret det: »Når man er halvtreds, har man det ansigt, livet og livsvalgene har afsat. Ansigtets træk fortæller historien om driften og lidenskaben. Ikke nødvendigvis en køn historie, men under alle omstændigheder inciterende« (Politiken 10.1. 2004).

Mon ikke, det var dette, kvinden ved middagsselskabet havde forstået. Og som Louise Bourgeois bekræftede ved eget eksempel.

Heri lå min nye fascination: Det alderen gør ved kvinderne.

I mit studie af aldrende kvinder erfarede jeg, at ikke alene satte den indre virkelighed sig spor i ansigtet; som gamle træder vi for alvor i karakter som os selv. I den ende af livet, hvor vi ikke længere kan afvise døden som en abstraktion eller som noget, der hører en fjern fremtid til, og hvor de fleste af os er rykket frem som ældste led i familien, træder vi i karakter som dem, vi altid har været. De personlige træk - negative som positive - træder stærkere frem, når man bliver gammel.

Selv var jeg syvoghalvtreds. Hvem ville jeg blive til - med alderen?Måske begyndte det et andet sted. Måske begyndte det et par år tidligere, da jeg var ved at tage de første usikre skridt ud af den på mange måder smertefulde overgangsalder. Her tænker jeg ikke på overgangsalderen i klinisk forstand, men overgangsalderen som den er beskrevet i antologien »Overgange«, der udkom for et par år siden: En fase i livet hvor man kæmper for at fastholde en ungdom, som kvinder i min generation ofte nægter at se i øjnene er forbi. Man nægter at acceptere det, man ser: den løse hud, maven der folder, røven der flader ud, rynkerne - kort sagt: kroppens begyndende forfald.

Ej heller vil man finde sig i usynligheden. Mændene, der ikke længere kikker til ens side, de unge ekspeditricers fjanten med hinanden som var man luft, trods ens ihærdige signaler om, at man gerne vil ekspederes. På ét område bliver man dog tvunget til at se virkeligheden i øjnene: At man på arbejdsmarkedet er blevet en mere eller mindre uinteressant person.

Sandheden er, at man er blevet midaldrende. Men også at man stadig har en følelse af en fremtid, der ligger åben foran en. Selv opfattede jeg dengang, for ikke så mange år siden, alderdommen som noget, der ikke angik mig.

Men så er det, man vågner op en morgen - og alt føles anderledes. Næsten som vågner man op til et nyt liv. Selv vågnede jeg op, da jeg var tættere på de tres end på de halvtreds, som var den alder, jeg havde, da jeg begyndte at lukke øjnene for alderen.

Jeg vågnede op til en stille sorg over min tabte ungdom - men til min forbløffelse en sorg, jeg uden besvær kunne rumme. Jeg så på min krop med mildere øjne end før; opdagede, at i mit »nye« blik på mig selv var et tidligere blik forsvundet: Dette, ufrivilligt at iagttage sig selv gennem andres øjne.

Hvordan tager jeg mig ud? Hvad tænker de om mig?

I forlængelse heraf vågnede jeg også op til, at jeg ikke længere kerede mig om min usynlighed - eller: Jeg opdagede, at jeg ikke længere havde et begær, der rettede sig mod at blive set. Og jeg anede, at heri lå en stor befrielse.

I tiden, der er gået, siden jeg en morgen vågnede op på den anden side af den smertefulde overgangstilstand, har jeg bevæget mig med alderen i stedet for imod den.

På denne nye rejse er noget vigtigt gået op for mig: Samfundets myte om, hvordan det er at blive gammel, er ikke tidssvarende.

Den stereotype opfattelse af ældre og gamle som en homogen masse af grå, svækkede, affældige, passive og defensive personer befinder sig lige så fjernt fra virkeligheden som reklamens og ugebladenes billeder af gamle, der opfører sig og klæder sig som de unge.

Ingen tvivl om at dette, at vi lever i et ekstremt ungdomsfikseret samfund, hvor ungdommelighed er blevet en norm, som alt måles og vejes i forhold til, smitter af på holdningen til det at blive gammel. Den pris, mange kvinder kommer til at betale for samfundets ungdomsforherligelse, er en følelse af skam, når aldringens træk og symptomer begynder at vise sig - det er lige før det i dag betragtes som obskønt at vise alderdommens træk frem.

Men skræmmebillederne af alderdommen og nedgørelsen af ordet gammel hænger også sammen med, at kulturen mangler at indoptage den omstændighed, at livet efter overgangen og frem til oldingestadiet tegner anderledes, både i længde og livsmåde, end bare for en generation siden.

Nutidens generation af aldrende og gamle kvinder var unge eller befandt sig midt i livet under ungdomsoprørets og den ny kvindebevægelses tid, og uanset om man var aktiv på de nævnte fronter eller ej, er alle vi fra den generation langt ind i sjælen præget af den kulturkamp, der foregik i 70erne - og som har præget vores samfund i de seneste tre årtier. Det gør vores livshistorier anderledes end vores mødres.

Ikke mindst er feminismens kamp for nedbrydning af patriarkatet og opløsningen af den patriarkalske familie en del af vores personlige historie. Herudover møder vi op med bedre uddannelser, bedre økonomi og bedre livsvilkår end vores jævnaldrende for bare en generation siden.

Alt dette gør, at de færreste af os finder os i formynderi eller sygeliggørelse, bare fordi vi er blevet ældre - vi nægter at leve op til kulturens skræmmebillede af alderdommen. I hele vores livsmåde insisterer vi på en mere fleksibel, rummelig og personlig udgave af alder.

Det er, som om der hos min generations kvinder, når vi ikke længere bevidstløst er bundet til begæret eller længere har en rolle at spille som objekt for det mandlige blik, dukker en fandenivoldsk kompromisløshed op, samtidig med at vi udvikler en ro og næsten meditativ hvilen i os selv. Kvinderne gør sig fri på en måde, vi aldrig har været før.Det var denne historie jeg fandt i min hæmningsløse gloen på de aldrende kvinder, jeg mødte på min vej. Jeg har aldrig været lykkeligere, sagde kvinden til middagsselskabet. Det samme giver kvinderne i antologien »Med alderen« udtryk for: Måske har vi - alderdomsskavanker og døden, der nærmer sig, til trods - aldrig været lykkeligere end nu.Sabine Celeste Svendsen er redaktør på antologien »Med alderen«, der netop er udkommet på forlaget Aschehoug.tKronikken i morgen:

»Mine bøger er ikke til hjemlån«. Journalist og forfatter Jesper Uhrup Jensen skriver om »bogtyveri«.