Når gaden rammer galleriet

Graffitikunsten rykker ind i de etablerede kunstmiljøer. AOK har besøgt to gallerier, der begge tager gadekunsten ind, men på vidt forskellige måder. Graffitigalleriet er landets eneste rendyrkede galleri for den klassiske graffiti, mens galleri V1 har budt en ny generation af street art-kunstnere med rødder i graffititraditionen ind på galleriet.

Graffitimalerne maler ikke for dig og mig, men for hinanden, mener Jepper Westrup, der de sidste fem år har drevet det eneste rendyrkede galleri for graffiti herhjemme. Foto: Benita Marcussen Fold sammen
Læs mere

Graffitigalleriet



Jeppe Westrups interesse for graffiti startede med en undren. Han lagde mærke til de snoede bogstaver og de sjove figurer, når han gik rundt i København, og han kunne se, at graffitimalerne kunne noget. Men han kunne ikke forstå, hvad der fik dem til at gøre det.

»Hvad fornuft er der i at gå ud på en eller anden mur og bruge 500 kr. på spraydåser og tage et billede af det, hvorefter det bliver malet over dagen efter,« spørger Jeppe Westrup.

Det var den undren, der gjorde, at han for fem år siden besluttede sig for at prøve at samle nogle graffitimalere for at få dem til at male på lærreder. Det startede med et arrangement på Christiania, hvor han inviterede graffitimalere til at komme og male på de 20 lærreder af 1x2 meter, han havde slæbt med. Det blev en succes, lærrederne blev fyldt med graffiti, og efterfølgende åbnede Jeppe Westrup det første og eneste galleri for graffitikunst i Danmark. I et lille lokale på Frederiksberg.

I dag ligger Graffitigalleriet på Vesterbrogade i den pæne ende af gaden, hvor postnummeret hører under Frederiksberg, og genboen er den eksklusive restaurant Formel B.

»Det er noget værre noget, vi har også spurgt, om vi ikke kunne få et Vesterbro-postnummer,« siger Jeppe Westrup med et grin og henviser til, at området er lidt for pænt til den rå gadekunst.

Umiddelbart adskiller galleriet sig ikke fra så mange andre gallerier med sine lyse vægge bortset fra, at kunsten på væggene er graffiti. Men når man kommer ind i det én kvadratmeter store toilet, møder man gadestilen. Her er alt malet over med tags og kruseduller, selv faldstammen og undersiden af toiletbrættet, hvor der står: »crack er for dyrt – men rart.«

Jeppe Westrup fortæller, at det første graffimalerne gør, når de kommer ind på galleriet, er at gå ud og se, hvad de andre har skrevet på toilettet. »Så står de og nikker anerkendende og siger: ok respekt,« griner den 58-årige galleriejer.

Netop respekten og anerkendelsen fra andre i miljøet er vigtig for graffitimalerne, fandt Jeppe Westrup ud af, efterhånden som han lærte dem bedre at kende. »De maler ikke for dig og mig. De maler for hinanden. Det handler om at få respekt, og det får du kun, hvis du er original eller fantastisk teknisk dygtig,« siger Jeppe Westrup.

Det, at graffitien som udgangspunkt ikke henvender sig til de bredere kredse i samfundet, gjorde også, at ikke alle syntes, det var en god ide at tage undergrunden ind på et galleri.

»Det er jo svært, og der er også nogle malere, der ikke vil male på lærreder, men der blev faktisk taget vel imod galleriet. Jeg tror, de fleste syntes, det var meget skægt,« siger Jeppe Westrup, men pointerer dog at mange af graffitikunstnerne har haft det skidt med, at der er kommet penge i det at male graffiti. De er bange for at sælge ud af undergrundsånden.

»Det er meget svært at håndtere for dem. Man skal selvfølgelig kunne stå inden for det, man laver, men man skal ikke være bange for at tage penge for det. Det giver jo frihed til at sige: Jamen nu vil jeg gerne bo et halvt år i Berlin for eksempel. Brug pengene på at blive bedre,« lyder opfordringen fra Jeppe Westrup, der udover at være gallerist arbejder som selvstændig.

Han holder med mellemrum malearrangementer for de omkring 20 graffitimalere, der er tilknyttet galleriet. Her mødes de og laver ny kunst til galleriets vægge. For tiden er det dog billeder af det amerikanske graffitiikon Blade, der pryder væggene i Graffitigalleriet.

At det blev graffitien og ikke andre typer af gadekunst, Jeppe Westrup kastede sig over, skyldes ifølge ham selv, at f.eks. street art ikke var så udbredt, da han begyndte. Han mener, at det er vigtigt at skelne mellem graffiti og street art, for det er to vidt forskellige ting.

»I graffitien er der jo ikke så meget budskab, det synes jeg i hvert fald ikke. Jeg synes bare, det er flot at se på. Street art handler mere om budskaber,« siger Jeppe Westrup. Han mener, at der er en tendens til, at folk blander alt form for graffiti fra tags til egentlige kunstværker sammen i en pærevælling og kalder det hærværk i stedet for at anerkende, at noget graffiti har et højt kunstnerisk niveau. Omvendt mærker Jeppe Westrup en stigende interesse for graffitikunsten.

»Unge mennesker, der er begyndt at tjene penge, vil sgu ikke have plakater med Arnoldi. Hvis man har sådan en New Yorker-lejlighed, så kan man jo ikke hænge plakater med Picassobilleder op, så skal man have noget, der passer til. Hvad er det så, graffiti kan?

»Jamen det er jo det, at man tager storbyen indenfor – lidt råt på de hvide vægge« siger Jeppe Westrup, der har stor tiltro til fremtiden for graffitien. »Det bare er et spørgsmål om tid, før der kommer graffiti på de danske kunstmuseer,« lyder profetien..

V1



Jesper Elg er ikke meget for begrebet street art. Hans galleri, V1, er ellers om noget blevet forbundet med den nye generation af det, man kunne kalde gadens kunstnere. Internationale koryfæer som Banksy, Neckface og Shepard Fairy samt de danske ikoner Huskmitnavn og Søren Behncke alias Papfar har alle udstillet på det lille galleri på Absalonsgade. Jesper Elg har V1 sammen med fotografen Peter Funch, der bor i New York og Mikkel Grønnebæk fra skaterbutikken Norse Projects, og filosofien har fra starten været at repræsentere gadescenen.

Når Jesper Elg alligevel ikke bryder sig om betegnelsen street art, er det, fordi begrebet er blevet udvandet. Alt fra graffiti-tags med 69-tegnet til Papfars kæmpekaniner i pap bliver blandet sammen i en pærevælling under den fællesnævner, mener han.

»Jeg ser det mere sådan, at enten laver du kunst i det offentlige rum, eller også laver du det indenfor i gallerirummet eller på museet. Street art er et diffust begreb, fordi folk laver så mange forskellige ting i det offentlige rum. Det kan være lovligt eller ulovligt, det kan være en skulptur, det kan være en performance eller en projektion på en bygning,« siger han og mener derfor ikke, at det giver mening at tale om street art som én type kunst.

Selvom mange af de kunstnere, der bruger det offentlige rum, har rødder i graffitimiljøet og andre undergrundskulturer, mener Jesper Elg stadig, at de er meget forskellige. Og det glemmer de fleste.

»Mange vil gerne snakke om street art og om graffiti, men i virkeligheden har mange af de her kunstnere gået på et kunstakademi, men malede måske engang graffiti. Utallige af de kunstnere, som min generation repræsenterer, kørte jo enten på skateboard eller hørte hip hop, men at de laver det, de gør i dag, er en helt anden historie,« siger den 31-årige gallerist. Som eksempel bruger han den amerikanske kunstner og tidligere graffitimaler, Andrew Schoultz, der for tiden udstiller på V1.

»Han har altså en grad fra et amerikansk universitet, er uddannet kunstner og tager rundt og holder forelæsninger. Men ja, han har malet graffiti, og selvfølgelig er der en tendens til, at han godt kan lide at tegne direkte på væggen, men det er der jo også andre kunstnere, som ikke nødvendigvis har en fortid i graffitimiljøet, der gør,« siger Jesper Elg. Kunstværket, han taler om, er bagerst i galleriet. Fra hjørnevæggene nærmest sprøjter et syret bylandskab med et væld af farveklatter ud i hovedet på iagttageren, mens højhuse står på gulvet foran og gør kunstværket tredimensionalt.

Ét vigtigt skel mener Jesper Elg dog godt, at man kan sætte op på den unge gadescene imellem, hvad der er egentlig street art, og hvad der er graffiti. Street art har det mål at komme i dialog med alle og enhver, der går forbi, mens nogle former for graffiti mere er rettet mod andre i undergrundsmiljøet.

»Forskellen ligger i intentionerne. Hvem forsøger du at kommunikere med? Kommunikerer du med en lille lukket kreds, hvor du har et spil kørende, eller er du ude på at påvirke den bredere offentlighed med det du laver? Jeg tror, at der med graffiti ofte er et mere internt system blandt malerne,« siger Jesper Elg, men understreger, at det ikke gælder for alle former for graffiti.

»Dem der f.eks. gang på gang udsmykker væggene ude på Staden eller de hundredevis af virkelig hardcore graffitimalere, Roskildefestivalen hvert år inviterer til at udsmykke festivalspladsen, vil jo gerne have, at vi skal se deres ting og nyde det,« siger Jesper Elg.

Den nye unge generation af gadekunstnere har de seneste år opnået stor succes. Faktisk så overvældende, at det risikerer at kvæle kunsten i det offentlige rum, vurderer Jesper Elg med henvisning til, at der var mere street art i de Københavnske gader for tre år siden end i dag.

»Jeg tror, der er nogle af kunstnerne, som har arbejdet i det offentlige rum, som næsten er blevet udmattede af den hype omkring det. Før var det sjovere at gøre det, fordi det var noget nyt. Nu kan folk godt misforstå det, som en eller anden form for billigt trick – det er blevet gjort før, det der,« siger Jesper Elg. Han frygter dog ikke, at street art uddør. Den er kommet for at blive, lyder profetien. Og V1 galleriet mærker da også en enorm lyst til at udstille fra unge kunstnere fra undergrundsmiljøet.

»Der er en kæmpestor interesse fra kunstnere, der kommer fra det, man kan kalde en form for independent-miljø – om det er skateboardkultur, hip hop eller punkkultur, så kan man mærke interessen fra kunstnere, der har referencer til noget, der ligger uden for det pure akademiske,« siger Jesper Elg.

Graffitiordbog



Graffiti
Udsprang i Philadelphia og New York allerede i slutningen af 1960erne, men blev først rigtig udbredt fra den sidste del af 1970erne og op igennem 1980erne, hvor spraymalingen blev en del af hip hop-kulturen i New York sammen med disc jockeyen og breakdance. Graffitien er ofte blevet forbundet med politiske budskaber og har altid været en del af undergrundskulturen.

Herhjemme begyndte de første graffitimalere i midten af 1980erne med navne som Bates, Sabe, Faze og CMP.

Tagging
Et tag er den mest simple form for graffiti og kan både være en graffitimalers personlige signatur som »ROC« eller et budskab a la »69«. Tags kan laves med spraymaling, pensel, sprittusch, eller hvad man nu kan finde. Tags skal være hurtige at skrive – de laves nemlig som regel ulovligt – og er derfor sjældent på mere end fem tegn.

Piece
Et større værk malet med spraymaling med anvendelse af skygger og såkaldt outline. Et piece er som oftest en kunstfærdig udførelse af malerens navn, men kan også forestille et egentligt motiv. Der vil ofte blive anvendt mindst tre farver til et piece.

Street art
Som udgangspunkt en betegnelse for enhver kunst i det offentlige rum, men ofte bruges prædikatet om kunst, der er skabt i undergrundsmiljøet. Street art kan være alt fra konventionel graffiti til gadeplakater og videoprojektioner på husgavle. Ofte har Street art et humoristisk eller politisk budskab og forsøger på den måde at komme i dialog med iagttageren. Herhjemme er kunstnere som Huskmitnavn og Papfar især blevet forbundet med genren, mens Street art internationalt set går tilbage til 1980ernes gadekultur i New York med kunstnere som Keith Haring og senere Shepard Fairy og Banksy.