Når bilen skrumper

Hvis behovet for god plads er stort, kigger bilkøbere på, hvad bagagerummet kan sluge. Desværre overdriver stort set alle fabrikkerne.

Overdrevet. Yaris skulle ifølge fabrikkens angivelse have et bagagerum på 275 liter. I virkeligheden er det kun på 178. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Her troede du lige, at du i din Passat stationcar har et vaskeægte raumwunder. Med mere bagageplads end de fleste, og i hvert fald bedre plads i bagagerummet end i for eksempel en firedørs Mondeo.

Men nej. En tysk undersøgelse, foretaget af AutoBild i samarbejde med TÜV Süd – TÜV er Tysklands svar på vores hedengange Statens Bilinspektion – afslører nemlig, at ingen biler holder, hvad de lover.

Nævnte Passat med den store kuffert bagpå, skulle ifølge fabriksopgivelserne sluge 603 liter bagage, men reelt rummer den blot 508 liter. En firedørs Mondeo rummer ifølge Ford 550 liter, men sandheden er 523 liter. På bundlinien betyder det, at der er mere bagageplads i en firedørs end i en stationcar.

Nu går rummålet kun op til bagsæderyglænenes overkant eller til bagagerumsdækkenet, om man vil, så når der virkelig fyldes op, er der naturligvis mere plads i stationcar’en.

TÜV gjorde forsøget i en Golf Plus, der under bagagerumsdækkenet har plads til 306 liter, med dækkenet pillet ud og bilen fyldt til loftet er der plads til 605 liter.

Tyskerne brugte en uge på at efterprøve 20 bilers bagagerum, og testen blev foretaget efter alle foreskrevne regler, som også burde være de regler, bilproducenterne opgør litervolumen efter. Til formålet bruger såvel producenter som i dette tilfælde TÜV små rektangulære plader, der har en præcis ISO-certificeret størrelse.

Kun én af de 20 biler rummer mere end fabriksangivelserne. Det er Ford Focus C-Max, der i realiteten har plads til en liter mere, end fabrikken påstår, nemlig 461.

Et godt råd: Når du har forelsket dig i en bil, så prøv den af, også bagagerummet. Med kuffert, barnevogn og hundebur.