Når bedstemor bliver mor

Det er vanskeligt at fastsætte aldersgrænsen for kunstig befrugtning. Men en grænse bør der være

Det vakte berettiget opsigt, da aviserne kort før nytår kunne fortælle historien om, at en 67-årig kvinde var blevet mor til et sæt tvillinger. Det var sket på en privat fertilitetsklinik i Spanien, hvor reglerne for kunstig befrugtning er yderst liberale, og hvor det tilsyneladende er muligt at finde læger, som helt holder etiske problemstillinger adskilt fra deres faglige ekspertise.

De fleste vil utvivlsomt finde det grotesk, at en kvinde vælger at blive mor i den alder. Og af samme årsag er der i Danmark også massiv folkelig og politisk opbakning til en lovgivning, som udelukker den slags excesser.

Men hvor bør aldersgrænsen ligge for kvinders mulighed for at få kunstig befrugtning? Spørgsmålet er meget naturligt efterfølgende dukket op i den offentlige debat.Den danske lov på området er klar. Folketinget vedtog i 1997, at kvinder over 45 år ikke kan modtage fertilitetsbehandling. Den grænse blev sat efter en heftig debat, hvor især tre argumenter gjorde sig gældende:

- det er på det tidspunkt, de fleste kvinder helt naturligt mister muligheden for at få børn,

- der er et rimeligt hensyn at tage til den samlede offentlige økonomi i sundhedssektoren,

- det er ikke i overensstemmelse med barnets tarv at vokse op med alt for gamle forældre.

Alle tre argumenter har i den aktuelle debat været udsat for kritik. Nogle finder reglerne for restriktive, andre for tilfældige.

Enkelte kvinder bliver jo notorisk gravide på naturlig måde i en højere alder, og i forhold til sundhedssektorens samlede budget er udgifterne til fertilitetsbehandling marginale. Endelig fremhæves det, at barnets tarv er helt irrelevant at benytte som argument, fordi det slet ikke har noget med forældrenes alder at gøre, hvorvidt et barn får en god eller en dårlig opvækst, som det siges.Tidligere sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD), der var ansvarlig for loven, da den blev vedtaget, har i Dagbladet Politiken givet udtryk for det synspunkt, at staten ikke skal blande sig, og at der slet ingen aldersgrænse for fertilitetsbehandling bør være.

Men det bør der naturligvis. Vi vil ikke have spanske tilstande, hvor der ad kunstig vej fødes børn, som i konfirmationsalderen kan have en biologisk mor i nærheden af 80 år. Derfor er en aldersgrænse bydende nødvendig, selv om det kan diskuteres, hvor den præcis skal ligge. Alting taler for, at de gældende regler for kvinder bør fastholdes.

Derimod er der grund til at se på, om en lignende aldersgrænse også bør indføres for mænd. I en tid med ligestilling forekommer det uholdbart at opretholde kønsforskel på dette område.