Mysteriet Wallenberg

I morgen markerer det internationale samfund 95-års dagen for den tapre diplomat Raoul Wallenbergs fødsel. I Wallenbergs hjemland, Sverige, markeres mindet om jødernes redningsmand med afsløringen af et tre meter højt mindesmærke ved Agakirken i Göteborg. FNs fhv. generalsekretær Kofi Annan, der er gift med Nane Lagergren, som er søsterdatter til Raoul Wallenberg, er indbudt som gæste­taler. Det var Kofi Annan, der sagde om Wallenberg: »Hvorfor findes der så få Wallenbergere i vores urolige verden? Hans tapperhed og offervilje skal være et eksempel og en vejledning for de kommende generationer, for os alle til, hvordan mennesker skal handle i de mest håbløse og fortvivlede situationer«.

Det danske Raoul Wallenberg Society markerer årsdagen med en ny bog, »Mysteriet Wallenberg«, samt med en udstilling på de danske biblioteker, der fortæller om Wallenbergs store redningsaktion af de ungarske jøder i 1944-1945.

Wallenbergs offervilje og tapperhed er ikke glemt.Men 62 år efter afslutningen af 2. Verdenskrig og lige så mange år efter at Wallenberg, på den daværende sovjetiske viceforsvarsminister Nikolaj Bulganins ordre nr. 937 af 17. januar 1945, blev arresteret og bortført til det interne KGBs fængsel i Moskva, er det fortsat en gåde, hvilken skæbne der er overgået den legendariske svenske diplomat.

En del nye, ukendte og delvis sensationelle oplysninger om Wallenberg findes i bogen »Befrielse fra KGB«, forfattet af Sovjetunionens sidste KGB-chef, Vadim Bakatin. Bogen er udgivet af forlaget Novosti i Moskva i 1994. Da bogen ikke er oversat til dansk, tillader jeg mig at bringe en del citater fra bogens s. 166-171, som vedrører Wallenbergs skæbne.

»Raoul Wallenbergs sag«, hedder det i Bakatins memoirer, »er en skamplet på vores historie. Denne svenske diplomat, der reddede tusindvis af ungarske jøder, blev pågrebet af de sovjetiske militære styrker, og hans skæbne var i mange år ukendt for verdenssamfundet«. Og han tilføjer: »Jeg fik en rapport om, at man i KGBs og NKVDs arkiver har fundet cirka 10 dokumenter om Wallenberg. 5 af dem var ukendte for offentligheden. Den 4. september 1989 blev disse dokumenter videregivet til den svenske ambassadør i Moskva, hr. Berner, og blandt dem var en kopi af en beretning underskrevet af chefen for den 151. Skyttedivisions politiske afdeling (Smjersh) om, at der den 14. januar 1945 på Benzurgade 16 i Budapest blev tilbageholdt og fængslet sekretæren for den svenske ambassade, Wallenberg, og hans chauffør Villis Langfelder«.

I dette »uskyldige« notat klarlægges to ting: 1. Den nøjagtige dato for Raoul Wallenbergs arrestation. 2. At det ikke var Wallenberg, som det tidligere blev meddelt i den vestlige presse, der henvendte sig til russerne for at få»hjælp« til sin redningsaktion for jøderne, men at det var folk fra Smjersh (et specialkorps i den sovjetiske hær, der havde til opgave at gennemføre specielle terroraktioner), der opsøgte diplomaten. Et andet dokument, som blev videregivet til den svenske regering, er et brev fra 1957, underskrevet af viceudenrigsminister Lunev, i hvilket det meddeles, at alle dokumenter i sagen om Raoul Wallenberg og hans chauffør Villis Langfelder er blevet tilintetgjort efter ordre fra MGB (senere KGB).

Bakatin fortæller i sin bog (s. 170f), at dokumentationen, han modtog fra Kommunistpartiets Centralkomités arkiv, føjede farve til billedet af det politiske spektakel, Wallenberg-sagen fremkaldte hos den sovjetiske regering samt hos Kremls Politbureau. Fra 1952 til 1986, altså i perioden fra Stalin til Gorbatjov, blev der i alt vedtaget 16 politbureaubeslutninger, der godkender indholdet af diplomatnoter: »Vi har intet hørt om Wallenberg«, og efter 1957: »Wallenberg døde i 1947, og vi har intet at tilføje«. Bakatin fortæller (s. 169), at »et håb om at få oplyst hele sandheden om Wallenberg dukkede op i et af MGBs dokumenter om, at der den 17. juli 1947 blev fremsendt et notat til Molotov, underskrevet af MGB-chefen Abakumov« og han tilføjede: »Hvis vi havde fundet det dokument, havde vi måske kunnet nærme os den ægte sandhed, men i partiets og udenrigsministeriets arkiver fandt vi hverken notatet eller en kopi af det«. Bakatin fortæller, at det ikke er usandsynligt, at Abakumovs notat indeholdt et forslag om at »afskrive« Wallenberg, og han citerede Stalins kendte ord: »Har man et menneske, har man et problem. Er mennesket væk, er problemet væk«, »Hvem vil huske dem (læs: de myrdede), efter 20 år« eller en anden af Stalins »perler«: »En million menneskers død er bare statistik«.

Kendsgerningen, at næsten alle dokumenter i sagen om Wallenberg blev tilintetgjort, betyder, at man fik ordre om at »afskrive« (dvs. likvidere) Wallenberg. Bakatin konstaterer i sin bog s. 172: »Jeg er overbevist om, at martyren Wallenberg ikke længere er i live på denne jord. Men for at minde om hans modstand, courage og humane indsats skal man alligevel grave videre i sagen, til den fulde sandhed kommer frem«.

En fælles svenskrussisk kommission under ledelse af den svenske professor Guy von Dardel har »gravet« i de sovjetiske arkiver om Wallenbergs skæbne, fra 1990 til 1998, men noget nyt er der ikke kommet frem. Derimod fandt svenskerne mange tomme mapper med navnet Wallenberg samt med påtegnelsen »Soversjenno sekretno« (fuldstændig hemmeligt) .

I januar 1995 blev der til den svenske regering videregivet et nyt dokument. Dokumentet skulle være et af de mest afgørende beviser for, at Wallenberg med jævne mellemrum blev afhørt af KGB under sit ophold i Lefortovo-fængslet i Moskva.

Wallenbergs underskrift blev fundet i en forhørsjournal. Den var overstreget med sort tusch, og med hjælp af moderne teknik har man kunnet tyde, hvad der står under overstregningen.

Efter underskriften står cellenummeret 203, hvilket betyder, at dokumentet kan føres tilbage til årene 1946-47, da Wallenberg var i forvaring i fængslets såkaldte diplomatafdeling. Fundet er et gennembrud i eftersøgningen af spor efter diplomaten. Fundet beviser, at der stadig findes dokumenter om Wallenberg.

I løbet af det seneste par år er der fra anden side blevet gjort forsøg på at kompromittere og slette Wallenberg fra det 20. århundredes tragiske historie ved at udsprede falske rygter om, at han enten var tysk spion eller sovjetisk spion, og i 1996 blev det meddelt i de vestlige medier, og ikke mindst i de danske, at Wallenberg var en amerikansk spion. Men medierne, som bragte den sensationelle nyhed, redegør ikke for dokumentation og nævner ikke vigtige kilder, der modsiger konklusionen om spionage. Det eneste konkrete eksempel på efterretningsvirksomhed fra Wallenbergs side er, at Wallenbergs fotograf Hans Veres har taget et par billeder af russiske militære stillinger, som beskød Budapest før indmarchen i byen. Medierne, der så hurtigt solgte den sensationelle nyhed, fortalte ikke, at navnet på den mand, der videregav og solgte oplysningen om Wallenbergs »spionage«, var Pavel Dovlatov. Han var vicechef for Sovjetunionens GRU (udlandsspionage) og døde i oktober 1994. Det er velkendt, at amerikanske militærfly samt højtstående officerer under 2. Verdenskrig havde fri adgang til alle Ruslands frontlinier og ikke havde brug for Wallenbergs eller hans fotografs efterretninger.

I Bakatins bog (s. 170) hedder det om Wallenbergs »spionage«: »Han (Wallenberg) blev sandsynligvis arresteret af Smjersh, mistænkt for spionage, til trods for at det aldrig blev oplyst til fordel for hvilket land han spionerede«. Alle kendte og ukendte danskere, der under 2. Verdenskrig havnede i KGBs kløer, om det var Alexander Thomsen, krigsfangesekretær Christian Christiansen eller det kommunistiske folketingsmedlem Arne Munch-Petersen, blev anklaget for spionage. Det var NKVDs (KGBs) traditionelle anklage mod vestlige borgere, uanset deres uddannelse, partiforhold, politiske overbevisning eller forbrydelsens art. »Giv mig et menneske, en paragraf finder vi nok til ham« hedder det i et russisk mundheld om KGB. Og der tilføjes humoristisk: »Vi vil nok belære dig om, hvordan brød spises og friheden elskes«.

Raoul Wallenberg var en af de første diplomater, som i en vanskelig situation med stor risiko for sit eget liv ofrede sig for den bestialitet, som de totalitære regimer bragte med sig. Ikke alene for at forsvare jøderne, men også den menneskelige værdighed og redelighed. Vi håber, at den svenske regering også i fremtiden med beslutsomhed og med international støtte vil kæmpe for Wallenbergs sag. Han står for de fleste som et symbol og en martyr.