Der findes vel næppe en mere indflydelsesrig heavygruppe end Led Zeppelin i musikhistorien?
Det skulle da måske lige være Black Sabbath, som måske kan matche dem. I hvert fald har begges musik gennem årtier influeret unge til at spille tungrock. Lad os for nemheds skyld derfor sætte os fast på, at de to engelske grupper i slutningen af 1960erne dannede betonfundamentet til det, vi i dag kender som metal i alle dens mere eller mindre ondskabsfulde afskygninger og former.
Led Zeppelin hører definitivt til de allertungeste sværvægtere i rockhistoriens superliga. De er optaget i Rock N’ Roll Hall Of Fame og mesterguitaristen Jimmy Page har skabt en lang stribe legendariske signaturriffs. Tænk blot på klassikere som »Whole Lotta Love«, »Kashmir«, »Ramble On« samt naturligvis »Stairway To Heaven«. Alle er de uomgængeligt pensum for ynglinge med spirende rockstjernedrømme.
Vildbassen John Bonham hyldes som en af alle tiders mest fantasifulde tøndetævere. Robert Plants sjælfuldt blues’ede røst tæller blandt rockens største. Bassist og tangentspiller John Paul Jones har en eminent sans for arrangementer. Der er med andre ord ingen vej uden om luftskibet.
Bandets eftermæle som innovatører og rockarvesølv baserer sig for mange på deres meritter i årene 1969-1975. Fra den selvbetitlede debut fra 1969 til det mægtigt spraglede dobbeltalbum »Physical Graffiti« seks år senere. Det er i disse år, de udgiver seks album, der i dag står som essentielle kapitler i rockhistorien. Her cementerede de deres eftermæle og her kunne de gå på vandet.
Oversete udspil
Men efterfølgende gik det mere skævt. Tragedierne stod i kø. Page og Bonhams stof- og alkoholmisbrug begyndte at sætte sit præg – også kreativt. Plant var i 1975 udsat for et slemt biluheld, som for en tid bandt ham til en rullestol.
To år efter døde hans 5-årige søn pludseligt, og i 1980 efter fulgte Bonham, som blev kvalt i sit eget bræk, efter han havde drukket cirka 40 vodkashots! Efterfølgende besluttede bandet at slukke for blusset. Årene 1975-1980 var næppe Led Zeppelins bedste.
Alligevel lykkedes det dem at udsende to album, »Presence« og »In Through The Out Door«, i henholdsvis 1976 og 1979. To udspil, som af mange overses. Enten ubevidst, fordi de aldrig har nydt samme status, som deres forgængere, eller bevidst grundet de af mange ses som skønhedspletter på en ellers pletfri diskografi. Udfald.
Nu genudgives disse to »bastarder« så i selskab med rodekassealbummet »Coda«, som udkom to år efter Bonhams død, som de sidste tre kapitler i serien af deluxe-genudgivelser fra bandet. Og et genvisit til denne sene del af bandets karriere er bestemt ikke uinteressant hørt med 2015-ører. Tilsammen tegner pladerne et billede af et band, som trods interne kriser var sultne efter eksperimenter til det sidste.
»Presence« er et mærkeligt knudret bæst. Plant synger siddende fra sin rullestol. Jimmy Page er albummets kreative høvding. Han styrer bandet mod en guitartung og mangelagret metallisk lyd, hvor gruppen er spændt dikotomisk ud med mellem inspirationen fra roots og prog. Særligt den majestætiske, ti minutter lange »Achilles Last Stand« glimter i al sin viltre kompleksitet.
Glimrende er ligeledes de to veloplagte bluesrockere »For Your Life« og »Nobody’s Fault But Mine«, mens mere skæve indslag som den Elvis-klingende »Candy Store Rock« og den kække »Hots On For Nowhere« vidner om et band, som ikke var bange for at få sin parodiske fjollerik på.
Veloplagte og skæve
Endnu mere skæv og eventyrlysten er »In Through The Out Door«. Her går Zeppelin mere drastisk mod nye soniske territorier og albummet er ulig noget som helst andet i diskografien. Page og Bonham kæmpede med deres misbrug, så John Paul Jones agerede hovedkomponist og sonisk styrmand i studiet.
Han legede med forskellige nye synths, som ligger langt fremme i lydbilledet, mens guitar og trommer er mere tilbagetrukne i produktionen. »Carouselambra« er nærmest prog-synthfunk. »Hot Dog« er en goofy rockabilly-pastiche med saloonpiano. Mest helstøbt på Zeppelins særeste skive, er den trippede »In The Evening« og den dybfølte ballade »All My Love«, som er skrevet til Plants afdøde søn.
Sidste trin i genudgivelsestrioen er sammenskudsgildet »Coda«, hvis indhold udgøres af de få kasserede ting bandet havde i skuffen. Mest af alt udsendte de tre overlevende medlemmer albummet for retmæssigt at fuldende deres aftale med pladeselskabet.
Materialet strækker sig fra det riffrivske åbningsnummer »We’re Gonna Groove« fra 1969 frem til trioen af rocksmaskere »Ozone Baby«, »Darlene« og »Wearing And Tearing«, som alle blev kasseret under indspilningerne af »In Through The Out Door«. Var de havnet på albummet, havde det givetvis været en helt anden plade, end hvad den blev.
Alle tre album er udstyret med ekstramateriale, som dog mestendels udgøres af tidlige demoer og råmix af sange, som allerede optræder på pladerne. Her skiller »Coda« sig dog ud ved at inkludere et par nye kuriositeter, der dog ikke føjer afgørende til historien om Led Zeppelin. Den sande fornøjelse har her snarere været at genbesøge bandets oversete og udskældte sidste år, som lød mere veloplagte og skæve, end man huskede dem.
