Young for fuldt orkester

Neil Young vælger at hælde lidt for meget fløde i form af strygere og kor ud over ti ellers smukke sange.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er velkendt, at Neil Young ikke er den mest stabile kunstner i musikhistorien.

Den yderst produktive canadiers bagkatalog indeholder en række helt enestående rockklassikere, men samtidig også en række himmelråbende svipsere, hvor Young-fans bliver sat på hårde prøvelser. For mit eget vedkommende må jeg sige, at Neil Young-album som »Re.ac.tor«, »Trans«, »Everybody’s Rockin’« og såmænd også forrige års jammerlige »Americana« aldrig finder vej ud af pladehylden, medmindre det er for at gøre plads til noget andet.

På den anden side rammer »Harvest«, »Harvest Moon«, »Live Rust«, »After The Goldrush« og »Tonight’s The Night« jævnligt afspilleren og hører samtidig til på min personlige liste over de bedste plader i rockhistorien. Så hver eneste gang et nyt album fra Neil Young kommer på gaden, så går man til det med en vis usikkerhed. Således også med den seneste, »Storytone,«, der igen viser Neil Youngs trang til at overraske og eksperimentere. Således er det ikke Crazy Horse eller andre velkendte musikere, der bakker op i denne omgang, men derimod et 92 mand stort orkester, komplet med stygere og kor.

Volumen og schwung

Det giver naturligvis de ti nye numre på »Storytone« en vis volumen og schwung, men desværre også et noget bedaget udtryk, der ikke står specielt godt til Youngs velkendte prunkløse stemme. Således lød nummeret »Who’s Gonna Stand Up?« væsentligt bedre, da det blev spillet live sammen med de sædvanlige rock-rødder i Forum i København i sommer end her på det nye album, hvor der ganske enkelt går for meget symfoniorkester i den.

Så går det lidt bedre med den bluesede »I Want To Drive My Car« eller den afdæmpede og guitarbaserede »When I Watch You Sleeping«, men generelt virker hele denne overdoserede orkesterlyd som for meget. Og det er faktisk synd, for helt grundlæggende er det ti meget fine sange, Young har skabt. Der er de sædvanlige sværdslag, der markerer Neil Youngs noget bombastiske engagement i naturen og mod forurening, men så på den anden side, så kommer der pludselig en sang om, at han bare elsker at drifte rundt i sin benzinsluger af en amerikanerbil, så han er ikke helt til at blive klog på.

Og netop det er det mest charmerende ved Young. Du ved aldrig helt, hvor du har ham. Og hvis man som jeg hurtigt får for meget af al den fløde, som ens store rockidol har valgt at hælde ud over sig selv med denne udgivelse, så kan man heldigvis blot vælge at investere i deluxe-udgaven af »Storytone«, hvor de ti nye numre også leveres i en »nøgen« udgave, kun med Young og hans guitar. Dét er den ægte og sande vare.

Hvem: Neil Young. Hvad: »Storytone« Warner Music.