Han har været med i 40 år, spillet i diverse konstellationer, skrevet filmmusik, medvirket på et hav af plader og produceret for mange.
Men skal man sammenfatte den 54-årige Kasper Windings betydning for dansk musik, står de tre højdepunkter soleklart: Rollen som producer på C.V. Jørgensens »Sjælland«, som producer og medkomponist på Caroline Hendersons »Cinemataztic« samt soloalbummet »No. 5«. Rent genremæssigt er der heller ingen tvivl om, at Winding befinder sig bedst i poppens univers, selv om han har brugt årtier i jazzen og dér, hvor den krydsede klinger med rockmusikken.
Nærværende, »Voila!«, er da også fra først til sidst et vaskeægte popalbum, hvor der er plads til oceaner af keyboards, storladen patos og brusende omkvæd. Med andre ord plads til alt det, der sammen med en ferm grundmelodi vitterlig fungerer og gør den erfarne og let tilgængelige popmusik til så fin og herlig en størrelse.
Dermed også konstateret, at det er hørbart, at de 13 skæringer ikke er skabt af en 20-årig. Dertil er lyden for flot og gennemarbejdet.
Erfaren håndværker
Det er også åbenlyst, at de enkelte sange er arrangeret af en erfaren håndværker, hvilket har afstedkommet et antal ret så tidløse popsange, hvor det er den gode melodi og ikke de tidsfæstede elementer fra 80erne og 90erne (som Kasper Winding anvender i et væk), man hæfter sig ved.
En sådan er åbningsskæringen »Little Space Girl«, den kitschede »Chinatown To Chinatown« og Moby-pastichen »Guru A Rama«. Men der er desværre også flere anonyme, halvdårlige sange iblandt, hvor Winding bl.a. lyder som en flad udgave af Pet Shop Boys og en temperamentsløs kopi af Beatles og Stevie Wonder. Alligevel skal vi helt tilbage til 1989 for at finde et bedre soloalbum fra Kasper Winding.
