Selv om man er ung og stammer fra Smilets By, behøver man ikke nødvendigvis være glad. Man kan også have the blues, være kærlighedssyg, tømmermændsramt og ved siden af sig selv. Spørg bare Aarhus-knægtene i crewet, kollektivet, slænget – call it what you will – Hukaos, der det sidste års tid har skabt røre i den danske musik-andedam.
Bag navnet gemmer sig sangerne Karl William, Thøger Dixgaard, Louis Rustum, producer/sanger Tais og producerne Carl Barsk, Mathias Lion og Emil Hesselbæk, der tilbage i 2013 klaskede Hukaos-mærkatet på deres musikalske samarbejder på kryds og tværs af vennegruppen.
Inspirationen til at slå sig sammen kommer især fra Nørrebro-crewet Cheff Records, der med navne som Kidd, TopGunn og Klumben i spidsen brød massivt igennem i 2011 med deres hjemmerørte fordanskninger af genrer som hiphop og dancehall.
Men hvor Cheff-drengene dyrkede festen, det flabede og det bevidst fladpandede, så synes Hukaos langt mere interesserede i dagen derpå. I deres melankolsk tonede krydsning mellem dyster r&b og hiphop handler det mere om det øjeblik, hvor tømmermændene sætter ind, angsten banker på, og tilværelsen tynger ekstra hårdt.
I den forstand kan man sige, at Hukaos markerer sig som en dansk variant af en større international strømning ført an af de canadiske sangere Drake og The Weeknd, der i de senere år har haft store succes med følsomme fraseringer, selvudleverende tekster og et stilet lyddesign fuld af lilla røg og narkotisk slæbende beats.
Vokset med opgaven
Indtil videre er det den talentfulde 19-årige r&b-sanger Karl William, der har formået at markere sig stærkest med de to glimrende EPer »1. sal« (2013) og »Døende« (2014). Og som i høj grad har trukket de andre Hukaos-medlemmer med sig i sin slipstrøm.
Historien går, at Karl William først begyndte at synge kort før udgivelsen af debut-EPen, og det forklarer måske hans noget ukonventionelle stemmeføring, der er blandt hans stærkeste særkender.
Således også på hans aktuelle debutalbum »Placebo«, hvor de skarpeste kanter dog er blevet slebet væk, og der synges fra et lidt mere strømlinet sted. Det gør det nu bestemt ikke til nogen dårligere plade.
Især på det formidable titelnummer viser Karl William sig som en virkelig stærk sanger, der i den grad er vokset med opgaven. Her rammer han først dybt i de sjælfulde vers og løfter os derefter helt op i skyerne i de noget nær orgastiske omkvæd.
Det er et fremragende nummer, der ud over sin stærke melodi også vinder meget på sin dynamiske vekselvirkning mellem afdæmpede vers, tålmodige instrumentale broer og eksplosive omkvæd.
Nummeret stikker positivt ud på en plade, der på trods af en helt igennem gennemført æstetik også viser, at træerne ikke vokser ind i himlen for den rødhårede ungersvend.
Over et helt album kommer han til kort. I hvert fald i denne omgang, hvor han ikke altid formår at udstyre producer-trioen Carl Barsk, Tais og Mathias Lions tunge luksus-hiphop-produktioner med de helt afgørende hooks. »Tale Om Noget« og »Ensom« med gæstevisit af Kidd under det nye alias, Heimdals Sidste Vogter, rammer den godt nok perfekt. Men andre steder fortoner sangene sig i den samme enslydende champagne-suppedas.
Hvilket man måske kan strække sig til at sige, er en del af pointen her. Teksterne er nemlig aldrig bundet op på specifikke steder eller narrativer i nogen klassisk forstand. Karl William er langt mere udsvævende, abstrakt og fanget i sit eget tankespind. Det er en del af hans signatur, men det gør også, at hans betydningstågede linjer kan være lidt svære at tyde indimellem.
Så selv om man forstår grundfølelsen, når han »drukner«, »synker« og »forsvinder« og »er ved siden af (sin) krop i dag«, efterlades man samtidig med fornemmelsen af, at sangene havde ramt endnu hårdere, hvis han turde være mere direkte. Og sætte en scene med større konsekvens.
Nu ender han i stedet med at gemme sig lidt for meget bag fortolkningens bekvemme slør. Men synge kan han godt nok.
Behagelig sommerbrise
Selv om der helt klart er en særlig Hukaos-signatur, som især viser sig i produktionerne og de unge mænds mere eftertænksomme gemytter, så er der gudskelov også plads til forskelligheder. Og i den noget lettere ende af Hukaos-universet finder vi sangeren Thøger Dixgaard, der er aktuel med EPen »OK«.
Sidste år hittede han med singlen »Former«, der ramte som en let sommerbrise på en hed eftermiddag i solen. Nummeret er naturligvis også med her, hvor det stadig skinner som det klart stærkeste indslag. »Blød Inden I« er dog heller ikke helt tosset med sin lækkert-funky fremdrift og kønt klimprende synths, mens »Lydløs« med Karl William på vellykket gæstevisit også overbeviser.
Her som på resten af numrene lyder Dixgaard lidt som en genert Thomas Helmig produceret af Quadrons Robin Hannibal. Behageligt, men ikke videre dybt.
Hvor Dixgaards tydelige danske gloser omgående gør ham relaterbar, er det en lidt mere distanceret oplevelse at lytte til kumpanen Louis Rustum. På sin solodebut-EP »tomorrowtonite« trakterer han med engelsk-sproget sang og rap, der sine steder lyder lidt henad Isam B fra Outlandish og andre steder med klar flow-inspiration fra amerikanske Kendrick Lamar. Let tilbagelænet, cool og meget melodisk.
Han gør det for så vidt godt – der er virkelig ikke mange, der gør den slags herhjemme – men overordnet savner jeg lidt mere temperament i disse blidt synth-disede sange. Det titter lidt frem på titelnummeret, men kan ikke ændre på det lige vel høflige og velfriserede helhedsindtryk. Der er ganske enkelt ikke nok på spil til for alvor at holde interesseren i kog.
Så går det langt bedre for Tais. Han har tidligere markeret sig som producer for Karl William, men viser med sin glimrende EP »ecstasy«, at han sagtens kan tåle at stå i front også. Ligesom Louis Rustum har han valgt at synge på engelsk, hvilket umiddelbart giver ham et lidt mere anonymt udgangspunkt end Karl William.
Det råder han dog langt hen ad vejen bod på ved at lade sin udtryksfulde stemme omslutte af nogle af Hukaos-crewets mest detaljerede og udfordrende produktioner. Læg så dertil en veludviklet sans for moderne pop-sangskrivning i Usher- og Miguel-skolen, og du står med en udgivelse, der har potentialet til at begå sig på de internationale hitlister.
Eneste hæmsko er Tais’ noget anonyme præsentation. Hvis man vil begå sig på den helt store popbane, må man også være villig til at sætte sig selv lidt mere i scene. Musikken holder maks., så det er bare om komme ind i kampen.
Ekstraordinær vokal
Her på falderebet må vi ikke glemme Lord Siva. Han er egentlig en del af det beslægtede Aalborg-crew Hvad Evigt, men har først for alvor fået hul igennem, efter han har slået sig sammen med Hukaos-producer Carl Barsk. Og med flere duetter med Karl William på CVet må han efterhånden siges at være en del af den udvidede Hukaos-familie.
På hans aktuelle EP »180« slår han i den grad fast, at han er en af landets mest ekstraordinære vokalister lige nu. Stemmen er lys og hæs, på kanten til det androgyne, og leverer sangene om depression, isolation og personlige kriser med både saft, kraft og en desperation, der er helt umulig ikke at blive berørt af. Godt hjulpet på vej af nogle tårnende produktioner, der både er afsindigt bas-tunge, medrivende og dramatiske.
Så selv om kvaliteten måske svinger, og nogle stemmer efterlader større indtryk end andre, så er der bestemt god grund til at holde øje med Hukaos. De er unge, talentfulde, og selv om de ofte kigger indad, lukker de sig aldrig om sig selv. Det lover godt for fremtiden.
4 stjerner
Hvem: Karl William. Hvad: »Placebo«, ArtPeople/Offbeat.
3 stjerner
Hvem: Thøger Dixgaard. Hvad: »OK«, Hukaos/Sony Music.
3 stjerner
Hvem: Louis Rustum. Hvad: »Tomorrowtonite«, Hukaos/Sony Music.
5 stjerner
Hvem: Tais. Hvad: »ecstasy.«, Hukaos/Forbandet Ungdom.
5 stjerner
Hvem: Lord Siva. Hvad: »180«, disco:wax.
