Så fin hun var, Whitney Houston. Og sikke skønt hun sang.
Så ung, knap nok kvinde endnu, alligevel sang hun som vidste hun om kærlighed, elskov og den første eneste ene.
Til musik af syntetisk pop og jazz i en tidstypisk perfektionistisk produktion, det var musik til tiden. Musik til stearinlys og forspil.
Sådan mødte Houston den store verden i 1985 med balladen »Saving All My Love For You«. Så perfekt, så voksent. Intet syntes overladt til tilfældighederne. Som om dette moment var det første – og mest selvfølgelige trin på en karrierestige, der gik lodret op. Musikken var måske ikke voldsomt interessant, men talentet var bemærkelsesværdigt, udseendet ligeså. Den unge Houston havde nok til at kunne dele ud af begge dele og alligevel nå højere og længere end alle andre.
Bag kulisserne var intet overladt til tilfældighederne. Whitney Houston var faldet i gryden som barn. Hendes mor, Cissy, var sangerinde, og hendes far, John, tog vare på sin kones karriere. Cissy sang gospel i kirken og soul i på klubber og i pladestudier i et væld af forskellige sammenhænge. Nogle gange med kusinen Dionne Warwick, andre gange med Gladys Knight, Roberta Flack eller Whitneys gudmor, Aretha Franklin.
Ofte var Whitney med. I kulisserne lyttede hun til sangerinderne med de store piber, observerede deres mindste gestik og identificerede sig med rollen bag mikrofonen.
»Det var helt naturligt for mig at synge, da jeg begyndte. Det var næsten som at tale,« fortalte Whitney på vej ud af ukendtheden og ind på alverdens hitlister med netop »Saving All My ...«, der blev hendes første hit i såvel USA og Storbritannien som i alverdens afkroge. Og den vandt hende ligeledes en amerikansk Grammy-statuette for bedste vokalpræstation.
Whitney begyndte for alvor at synge i det lokale gospelkor i New Hope Baptist kirken i Newark. Elleve år gammel sang hun solo for første gang, en udgave af »Guide Me, O Thou Great Jehovah«. Oplevelsen satte sig i den unge pige: »Jeg var bevidst om, at folk kiggede på mig, det var næsten som om, de var i trance. Selv kiggede jeg på uret i kirken. Da jeg var færdig, klappede og græd de,« har hun sidenhen fortalt.
Som ældre teenager sang hun i forskellige sammenhænge, nogle gange med sin mor på klubberne, og som bare 15-årig sang hun kor på Chaka Khans hitsingle »I’m Every Woman«.
Omkring 1980 var hun bare 17 år ung allerede ganske erfaren. Tilbud om pladekontrakter tikkede støt og roligt ind. Men hendes mor sagde nej, skolen skulle først gøres færdig. Det blev den, og inden Whitney endelig skrev under på sin uundgåelige fremtid, nåede hun tilmed at arbejde som model for både magasiner og i TV-reklamer. Men i 1983 skete det endelig. Whitney Houston skrev under på en global pladekontrakt med Arista på foranledning af selskabets direktør, Clive Davis, der allerede dengang var en erfaren herre i den amerikanske pladebranche. Davis var så sikker på, at Houston havde potentiale til en ekstraordinær karriere, at han brugte to år og flere millioner på at finde de helt rigtige sangskrivere, musikere og producere til at lancere debutanten. Resultatet blev derefter: »Whitney Houston« rundede et uhørt salgstal på 13 millioner eksemplarer – eller godt dobbelt så mange som Michael Jacksons gennembrud med »Off The Wall«.
Det skulle blive større endnu. Opfølgeren, »Whitney«, udsendt i juni 1987, strøg direkte ind på duksepladsen på den engelske og amerikanske hitliste. Det var aldrig sket før for en kvindelig kunstner. Fire singler derfra gjorde det samme, og albummet har til dato solgt 25 millioner eksemplarer. På dette tidspunkt var kun førnævnte Michael Jackson så stor som Whitney Houston, der både sang for Mandela, indsang en temasang til de Olympiske Lege, arrangerede en velgørenhedskoncert for de amerikanske golfkrigsveteraner og deres familier, som slog alle rekorder på TV-kanalen HBO. Og så sang hun nationalsangen forud for Super Bowl-finalen i 1991. Opremsninger kunne fortsætte siden ud. Musikken var stadig ikke specielt interessant, og mange fra hendes sorte, musikalske bagland mente, at hun svigtede sin musikarv og burde dykke dybere og finde mere kant og mod til at eksperimentere.
Whitney føjede nyt til karrieren, da hun efter gentagne tilbud fra Hollywood, indvilligede i at spille hovedrollen i »Bodyguard« over for Kevin Costner – i en historie om en berømt sangerinde, som kunne være hendes egen. »Bodyguard« (1992) var måske ikke stor filmkunst, men bl.a. takket være soundtracket, hvortil Whitney bidrog med seks numre, indtjente filmen mere end 400 millioner dollars worldwide. Og soundtracket er nu solgt i vanvittige 42 millioner eksemplarer.
Samme år blev Whitney gift med kollegaen, rapperen og popsangeren Bobby Brown, og året efter fuldendte datteren Bobbi Kristina glansbilledet, som endnu var uden ridser i lakken.
De skulle dog komme imod slutningen af årtiet. Whitney tjente stadig styrtende med penge, men kritikerne af hendes talenter på både filmlærred og bag mikrofonen blev mere højrøstede. Pladesalget blev halveret.
De første tegn på, at noget var ved at ske. At Whitney var alt andet end måske upåvirket af sin mands konstante eskapader med alkohol, stoffer, manglende børnebidragsindbetalinger til de tre andre børn, han fik før ægteskabet med Houston, slagsmål og sågar skudepisoder. Whitney begyndte at té sig som en diva, leje hele hoteletager på koncertturnéer, hun stillede urimelige krav til sin omverden, og selv hendes nærmeste, mangeårige medarbejdere fik nok. Men lige lidt hjalp det, Whitney fortsatte med at sjofle vigtige aftaler og med at aflyse både talkshows, indspilninger og et utal af koncerter.
Op imod årtusindskiftet meldte de første store og vedholdende rygter sig om en familie i kaos, om et forældrepar, der begge var afhængige af narkotika, crack især (rygekokain, red.), og som ikke kunne tage vare på deres datter. I januar 2000 blev de begge taget med marihuana i kufferterne i en lufthavn på Hawaii. Hun skulle i månederne efter have spillet ved bl.a. Oscar-uddelingen, men blev fyret, hun kunne simpelthen ikke synge. Brown røg ind og ud af politistationer for diverse alkohol- og narkotikarelaterede forhold. I december 2002 erkender Whitney det, som hele verden har talt om i årevis. I et interview med ABCs Diane Saywer, siger hun: »Jeg indrømmer, at jeg har en dårlig vane ... som kan ændres, men jeg er ikke afhængig.«
Det er der ingen af seerne, der tror på. Tabloidpressen har kronede dage, og nedturen kulminerer i december 2003, da Whitney tilkalder politiet til parrets hjem efter skænderi med ægtemanden. Bobby Brown har slået hende.
Godt to måneder efter lader Whitney sig indlægge på en afvænningsklinik, men forlader den igen efter fem dage. Hun vender tilbage i 2005 og gennemfører en fire uger lang behandling.
I september 2006 begærer Houston skilsmisse fra sin mand. Lige siden har hun sammen med bl.a. Clive Davis arbejdet på at vende tilbage til den karriere, der stadig hører til blandt de mest succesfulde i pophistorien. Over 140 millioner solgte albums bærer hendes navn. I morgen lander et nyt.
Portrættet blev bragt 29. august 2009 i Berlingske Tidendes M/S
