White leverer på egen hånd

Roskilde-aktuelle Jack White solodebuterer med en alsidig samling sange. De illustrerer på fornem vis hans mange talenter.

Det er i og for sig ret utroligt, at Jack White - der nu står øverst på plakaten til årets Roskilde Festival - ikke har udgivet et album i eget navn før nu. Utroligt fordi den excentriske amerikanske guitarist og sanger har været så uomgængelig en figur i det nye årtusindes rockmusik. En position han sjovt nok har opnået ved at være en af de mest originale fortolkere af ærkeamerikanske musikgenrer, fra dengang idéen om digitale lydformater lød som langt ude science fiction.

Efter seks album med nu opløste White Stripes og en række mere eller mindre vellykkede sideprojekter er han nu klar med »Blunderbuss«. En mildest talt varieret samling sange, der viser Jack Whites mange musikalske ansigter og tilføjer et par enkelte nye.

Alsidig musikalsk palet

Tidligere tiders dogmatiske tilgang til instrumentering og stil er her forladt til fordel for en langt mere nuanceret musikalsk palet. Jovist lyner Whites fænomenale guitarspil stadig veloplagt på numre som »Sixteen Saltines« og »Freedom at 21«.

Men oftest fremstår det som endnu et virkemiddel på linje med de brusende orgler, knirkende klaverer, violiner, træblæsere, akustiske guitarer og kvindelige korsangerinder, der er med til at gøre »Blunderbuss« til det måske mest gavmilde album i hans karriere.

Det er ganske enkelt imponerende at lægge ører til, hvordan White ubesværet bevæger sig fra sine rå garagerødder på ovennævnte »Sixteen Saltines« over waltzende country på titelnummeret til kækt svingende boogierock på »I’m Shakin«.

»White bevæger sig ubesværet fra sine rå garage- rødder over waltzende country til kækt svingende boogierock.«


Højdepunktet er dog ubetinget det rullende afslutningsnummer »Take Me With You When You Go«, der rammer den helt rigtige balance mellem besjælet country og krasse rockudladninger.

Hårdt og inden for skiven

Albumtitlen refererer til det flere hundrede år gamle skydevåben af samme navn. Et ualmindeligt larmende, nærmest ildspyende gevær ladet med krudt og utallige små kugler af bly. I og for sig et ganske passende navn.

For vist rammer White med sin Blunderbuss hårdt og inden for skiven. Men det er desværre aldrig lige i midten. Dertil er der trods alt for få sange, der for alvor efterlader et varigt indtryk. Men talentet kan ingen tage fra ham, og White viser med »Blunderbuss«, at han sagtens kan levere på egen hånd.