»Don't Cry for Me, Argentina« fra Evita og »Memory« fra »Cats« er blot to af Andrew Lloyd Webbers berømte musicalkompositioner, som er vokset sig tifold større - og langt ud over deres oprindelige sceniske kontekst. Af den slags (kommende) klassikere er der ingen på »Love Never Dies«, Lloyd Webbers meget omtalte og med spænding ventede opfølger til gigantsuccesen »The Phantom of the Opera«, der i går havde officiel premiere i London.
Men ét er, hvordan musikken fungerer som en væsentlig del af en større enhed, den levende musical, noget ganske andet er, hvordan musikken står sig alene på et soundtrack.
Selve soundtrack-disciplinen er i den nyere musicalhistorie varetaget bedst af de svenske herrer Ulvaeus og Andersson, ikke mindst i »Chess«. Deres hårdtskårne kompositionsformat, popsangen, er anderledes moderne og umiddelbar end det, der som oftest har præget Andrew Lloyd Webbers musikalske touch.
Halvdøde passager
Webber har nok (og han gør det også på nærværende) krydset noder med så forskellige genrer som rock, varieté og operette, men hans fokus har rødder i operaen, i den storladne, pompøse klassiske opera. Hvilket konkret betyder, at Webbers kompositioner - hørt i stuen som soundtrack - kan være svære at komme igennem i en mundfuld. Simpelthen fordi der er mange halvdøde »transportpassager«, hvor der mildt sagt ikke sker en tøddel andet end musikalsk venten på historiens gang.
Det originale soundtrack til »Phantom ...«, solgte - båret mere end godt på vej af »The Music of the Night« - i atter millioner eksemplarer. »Love Never Dies« skal i første omgang løftes af det romantiske titeldrama sunget af Sierra Boggess, men selv om den sang, såvel som musikken i sin helhed, er det bedste, Webber har skabt siden, ja, siden »Phantom ...«, så når det ikke forgængerens niveau.
Lige på og hårdt
Men ambitiøs, det er musikken. Lord Webber har i den grad gjort sig umage. For mig at høre er det afgjort på den anden CD, altså i musicalens sidste halvdel, at de største og mest intense musikoplevelser byder sig til. Her er scenerne sat, spillet og udspillet, her skal ingen introduceres, det er bare lige på og hårdt. Hvorfor der rigtig bliver plads til hovedrollernes personlige udtryk. Og både Boggess i rollen som Christine og Ramin Karimloo som the Phantom gør det rigtig flot.
