Det er en kunst at skabe sagte, inderlig musik, der ikke får overbalance og bliver uvedkommende, introvert og i værste fald kedelig. Men når det lykkes, er der ikke meget musik i verden, der taler så smukt og direkte til lytterens følelser. I visse tilfælde taler vi ikke blot om musik, men om en bekræftelse på selve livet og dets utallige nuancer.
Det umage par Isobel Campbell (Belle & Sebastian) og Mark Lanegan (The Gutter Twins, The Soulsavers m.fl.) har i den sidste halvdel af nullerne og frem til nu boltret sig i begge lejre. Når de har været bedst på plade, har de været vidunderlige, men de har også været det stik modsatte, ligegyldige.
Hun er lav og kurvet, han er høj og lige. Hun er englelys, han er dyb og mørk. Hun kommer fra den fineste, svævende popmusik, han fra vægtig rock. Men her i dette lavmælte, akustiske univers af træguitar, opretstående bas og cello, når det går vildt for sig, klæder de hinanden, Isobel Campbell og Mark Lanegan. Begge eksponerer de en sirlig indføling i deres sangforedrag. Sangene, der er Isobels, inviterer også til det. Så små og simple. Så sarte og charmerende som unge digte, der snubler i iver og drømme. Ofte føles det som at sidde ved et lejrbål en sommernat svøbt i bløde tæpper under en klar stjernehimmel.
Som koncerten skrider frem, bliver det mere og mere klart: Hun vil så gerne synge, han synger så skønt, så varmt med sin tærede stemme. Stilen er underspillet, naiv og selvudslettende som en vuggevise. Et fuldt hus med lukkede øjne og drømmende miner larmer ikke. Kun mellem numrene.
Aftenen er finest, når hun følsomt trækker sin cello ind til kroppen, mens han står med stoisk dansefatning om mikrofon og stativ og kikker tomt hen over publikum ned mod endevæggen. Et øjeblik overlader han scenen til hende, det går ikke. Tilbage igen kommer der pondus, en hidtil uhørt primitivitet og nerve i musikken. Men efter ti minutter er den fortid, og vi er tilbage i vuggeviserne. For voksne. På en lidt for kedelig onsdag.
