Man smider et læs penge efter sin gæst og forventer det bedste. Og hvad sker der?
Det Kongelige Biblioteks eget orkester fejrede jubilæum i tirsdags. Fem strygere og fem blæsere fandt sammen for ti år siden og skabte en succes. En sjov idé blev til ti år med Diamantensemblet – og bliver forhåbentlig til masser af år mere.
Den næsten fulde sal får fuld valuta for pengene fra første stykke den aften: B.H. Crusells kvintet fra 1823 er ikke et stykke, man hører hver dag. Men det lyder forbløffende originalt mange steder. Diamantensemblet kan bare den slags. Finde det og spille det.
Takket være engagementet fra de ti musikere med oboisten Max Artved i spidsen. Han kan ligesom passe sit instrument ind til enhver lejlighed. Musik i Max’ mund bliver altid alt andet end af vulgær.
Og bearbejdelsen af Dvoraks vidunderligt melodiske serenade bliver om muligt bedre. Med skønne parløb mellem instrumenterne og masser af varme i klangen. På intet tidspunkt utjekket eller overspillet.
Men, ak. Turen kommer så til hende, der vel har fyldt det meste af salen:
Sarah Chang. Verdensviolinist på 32 år. Det går bare helt, helt galt.
Hun gør »De Fire Årstider« decideret grimme. Med vibrato som et hvepsebo og bueføring som en rundsav. Hun river og flår i strengene, har aldrig øre for de seks medspillere på scenen, gør »De Fire Årstider« til en slags rock.
Selv en Nigel Kennedy med fodboldtørklædet ville virke mere kunstnerisk. Og det er dét, der efterhånden gør Sarah Changs bud så uudholdeligt: At man ikke kan høre noget fint eller følt – kun en slags vold.
En håndfuld headbangere sad bagest i salen og drak af samme flaske og havde så åbenlyst en fest. Ikke så få sad tilbage og undrede sig tavst. Skal verdens mest kendte violinværker virkelig lyde sådan?
Nej. Nogle satser bliver fine nok, enkelte ligefrem kønne – især de få uden Sarah Changs medvirken. Fejringen af Diamantensemblets jubilæum begyndte gennemført smagfuldt og endte som en kunstnerisk katastrofe.
