Las Vegas rejser sig som et fatamorgana mod Nevadas himmelbue. Blinkende neon, illuminerede springvand, kopier af pyramider.
Og at The Killers kommer fra Las Vegas giver god mening. Deres sange blinker, bruser og stjæler også, så det synger og besidder ofte en fascinationskraft lig ørkenbyens: De er alt, alt for meget, men er det på en måde, som kun kynikere eller asketer kan afskrive.
Sådan er det også med »Battle Born«, som følger efter tre rigt varierede og godt sælgende udspil og åbner med »Flesh And Bone«, som hastigt bevæger sig ind i et himmelstræbende refræn og eksplosioner af keys, trommer og guitarer. Et forrygende sus, der efterfølges af »Runaways«, som bevæger sig fra sarte vers til et omkvæd med stadionstore guitar-riff og syntetiske klange - en af bandets tilbagevendede signaturer.
I de to indledningsvise sange forenes inspiration fra Bruce Springsteen og Meat Loaf på umærkelig vis, men det er i »The Way It Was«, at Brandon Flowers synger sig tættest på sin inspirationskilde, nemlig salig Roy Orbison. Samme måde at frasere på, samme smidige omgang med stroferne og samme følsomhed som på samme tid er for meget, er kitschet, og rasende smukt, bevægende.
Stærke producere
Som referencerne antyder, er The Killers inspireret af ærkeamerikanske sangskrivere, og de har faktisk, ud af alle forbillederne, skabt deres egen selvlysende, opulente americana. Og når melodierne er stærke nok, er bandet i særklasse. Det er de måske ikke altid på »Battle Born«, men ofte nok til at gøre albummet til en fornøjelse, og et overraskende højdepunkt er »Heart Of A Girl«, som er skrevet sammen med mesterproducer Daniel Lanois.
En lavmælt affære med en basgang a la »Sweet Jane« og en struktur som modstår fristelsen til at løbe ud i et stort, pompøst omkvæd. Her er The Killers ikke for meget på den gode måde, men underspillede på en lige så virkningsfuld facon. Ja, de kan så meget, Brandon Flowers og Co. Men altid med den amerikanske musikhistorie i ryggen - og oftest med Las Vegas i hjertet.
