Ville Gud have ham på sin iPod?

Kanye Wests femte udspil er en hiphopsymfoni, som imponerer, men sjældent bevæger.

Kanye West har kaldt George W. Bush for racist og fra podiet klaget over, at en MTV-pris gik til Taylor Swift og ikke til Beyoncé, mens han har konsolideret sit ry som en af hiphop-scenens mest interessante navne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael loccisano

»My Beautiful Dark Twisted Fantasy«.

Det tager tid at komme igennem titlen på Kanye Omari Wests femte album, og samme krævende fornemmelse melder sig i selskab med de 13 tracks, der strækker sig over hele 70 minutter.

Men lad os for en kort bemærkning vende tilbage til begyndelsen i 2004, hvor Atlanta-amerikaneren debuterede med den sindssvagt veloplagte »The College Drop­out«, som katapulterede ham himmelhøjt op på rap-himlen og gav ham spillerum i medierne, hvor han lige siden er kommet med bemærkninger, der er lige så flamboyante som hans musikalitet.

Han har kaldt George W. Bush for racist og fra podiet klaget over, at en MTV-pris gik til Taylor Swift og ikke til Beyoncé, mens han har konsolideret sit ry som en af hiphop-scenens mest interessante navne. Og i 2008 begik han den ulidelige »808s & Heartbreak«, som ikke desto mindre resulterede i mere ros, mere anerkendelse, mere hype.

Enorme forventninger

Så forventningerne til »My Beautiful Dark Twisted Fantasy« er selvsagt enorme, og der er da også allerede blevet kastet rigtig mange kritikerstjerner efter Kanye West, som flere steder er blevet kaldt »genial«. Og til det kan man kun sige: rolig nu!

For vel er albummet en fascinerende hybrid af pophooks, korstemmer, orkestrale strejf, begavede beats, og vel har Kanye West et fornemt flow, som løber langs gæstevokalister som John Legend, JAY-Z, Alicia Keys og Bon Iver.

Men »My Beautiful Dark Twisted Fantasy« er altså også en ofte overhængt og oppustet hiphop-symfoni, som nok imponerer, men sjældent bevæger.

Og farlig imponeret bliver man under »Runaway«, hvor Kanye West folder sig ind i et stort kor og en melodi, som bare beder på at blive et globalt hit, og det samme gælder »All Of The Lights«, som - naturligvis - åbner med en højstemt interlude for så at løbe ud i horn, beats og et smittende omkvæd.

»If God had an iPod, I'd be on his playlist«, lyder det i den ligeledes imponerende »Apalled«, og Kanye Wests selvtillid fejler ved den søde grød ikke noget. Ferm er han da også. Men sand klasse er ikke bare at få fantastiske ideer, men også at økonomisere med dem. Det sidste har han ikke lært.

Endnu.