Vidunderbarn folder sig ud

Soul/Rock M.M. Der findes ikke noget bedre end en musiker, der er komplet umulig at rubricere og putte ned i denne eller hin genre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I de seneste to årtier stikker amerikanske Beck naturligvis ud i netop den kategori - som så netop ikke er en kategori. På sæt og vis er »Compass«, det seneste udslip fra den 31-årige brite Jamie Lidell, et af den slags album, som burde få selv Beck til at spidse øren. For mage til myriade af arrangementer, stilarter og miks er svær at opdrive. Var det ikke for Lidells pivrustne og varme vokal, der klinger som var han dobbelt så gamle, 400 pund svær, af afroamerikansk oprindelse og befamlet af soulguderne selv, havde skiven været uden rød tråd og fællesnævner. Det er positivt ment, for Lidell, der også er en ferm og innovation producer lyder sine stede steder som Stevie Wonders lillebror, andre steder som den tredje Blues Brother. Lige som hans take på den beskidte, garagerock henleder tankerne på Jon Spencers mest virile øjeblikke. »Compass« er en legeplads, hvor et musikalsk vidunderbarn folder sin musikalske filosofi ud i selskab med forskellige gæster. Og han gør det med et mod, en respekt for historien og med suveræne bud på fremtidens toner.