»Vi vil have musik, vi kender i forvejen«

Anmelderne og publikum på Danmarks Smukkeste Festival er ikke altid enige om, hvad der er en god koncert. Gæsterne i Skanderborg er tilfredse, hvis bare de får musik, de kan synge med på.

De Eneste To Smukfest lørdag. Peter Sommer og Simon Kvam giver den gas på Bøgescenen under årets Smukfest 2011 Smukfest 2011, skanderborg. (Foto: Martin Ballund/Scanpix 2011) Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Ballund

Tre gange om året bliver publikum til årets kommende festival spurgt af ledelsen, hvilke musiknavne de gerne vil høre. Og år efter år er svarene stort set ens, fortæller festivalens formand Claus Visbye.

På øverste del af listen ligger altid de største danske navne såsom Kim Larsen, TV2, Kashmir og Nephew, uanset om de har udgivet nye albums eller ej.

For publikum på Danmarks Smukkeste Festival vil have musik, de kan synge med på.

- Vi gider ikke de der eksperimenterende bands, der spiller numre, man aldrig har hørt før. Dem kan de beholde i Roskilde. Vi vil have musik, vi kender i forvejen og kan skråle med på, siger den 39-årige århusianer Lone Damm Hansen, som sammen med sin mand står foran bøgescenen og lytter til Simon Kvamms og Peter Sommers ”Aftenbøn.”

Nostalgi frem for nye navne Lone Damm Hansen er sjældent enig med de danske mediers anmeldelse af koncerterne i Skanderborg, fortæller hun.

- For eksempel så jeg, at Kim Larsen kun fik én stjerne i en anmeldelse i går, og det forstår jeg ikke. Publikum var helt vilde og sang med på alle numre, siger hun.

En festivalgæst ved hendes side blander sig i samtalen.

- Det var det samme med Roxette sidste år. De blev også haglet ned, men publikum var ellevilde. Selvom forsangeren ikke sang så godt, var det den fedeste koncert, fordi man kendte alle numrene. Ren nostalgi, siger den 31-årige festivalgæst Mogens Sørensen.

Berlingskes musikanmelder er enig i, at stemningen blandet publikum har stor betydning for en god koncert:

- 80 procent af koncertoplevelsen er publikumsbestemt. Og selvom bands ikke leverer varen, finder publikum ofte glæde i at synge med alligevel, siger Thomas Søie.

På det punkt mener han ikke, Danmarks Smukkeste Festival adskiller sig fra andre koncerter.

- Det er kun Roskilde Festival, der er anderledes. Der vil publikum gerne høre noget nyt, siger han.

Lytter til folkets ønsker

Formanden for Danmarks Smukkeste Festival, Claus Visbye fortæller, at de booker musiknavne efter princippet ”give the people what they want.”

- Når nu publikum helst vil høre de store danske navne, er der ingen grund til ikke at give dem det. Vores første prioritet er at have glade gæster og at holde en god fest, siger han.

Gæsterne på Danmarks Smukkeste Festival svarede sidste år i en publikumsundersøgelse foretaget af analysefirmaet InfoCollect, at de tager på festival 50 procent for musikken og 50 procent for stemningen.

- Og når nu den generelle stemning er, at gæsterne vil have musik, de kan synge med på, er det selvfølgelig det, vi booker, siger Claus Visbye og tilføjer: - Hvis vi ville have små, eksperimenterende bands fra Østeuropa, skulle vi også til at finde et helt nyt publikum.

Den beslutning er århusianeren Lone Damm Hansen glad for.

- Jeg er ligeglad, om musikerne har lavet nye sange, og om de har et fedt sceneshow. Hvis bare de spiller sange, jeg kan synge med på, er jeg tilfreds, om de så er berusede på scenen, siger hun.

Hun vender ansigtet mod scenen og overdøver næsten Peter Sommer med sin sang:

- Gid du var i Skaaanderborg og blev der, skråler hun.