Vi holder med Víkingur

Ung islænding a la Harry Potter kom kejtet ind på scenen og gik derfra som verdensnavn. Ugens arrangementer i DR Koncerthuset står i overraskelsens tegn.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tjajkovskijs første klaverkoncert! Hvis man kun kender én koncert, er det den.

Især den berømte åbning med pianistens dramatiske fagter og strygernes stolte tema a la folkemelodi hører til de mest elskede i klassisk musik.

Værket er faktisk mere kendt end nogen solist. Det kan altså trække folk til huse helt selv – som et af de relativt få værker i denne verden.

Så selv om de færreste havde hørt om Víkingur Ólafsson før, virkede alle tilhørere fuldt tilfredse torsdag aften. Flere end 1.000 mennesker har endda løst billet til gentagelsen i DR Koncerthuset denne lørdag. Tjajkovskijs klaverkoncert kan selv.

Víkingur Ólafsson skuffer så heller ikke. Islændingen kan rent faktisk både spille Tjajkovskijs koncert og gøre det originalt. Lige så kejtet den unge Harry Potter-type kommer ind på scenen, lige så hyperaktivt han sidder på klaverbænken, lige så sære hans vrid med hænderne virker – lige så modent og roligt lyder selve hans spil. Man skal altså ikke dømme gæstestjernen på skinnet alene. Luk øjnene og lyt.

Det havde da været dejligt nok med berømte Vladimir Ashkenazy som solist. Men russeren har nået en alder, hvor klaverfingrene ikke rigtig kan følge med mere. Så den klejne og aldeles sympatiske skikkelse har kastet sig over en karriere som dirigent og allerede optrådt flere gange på dansk jord i den funktion.

Om han også vil stå tilbage som en stor dirigent, vil tiden vise. Konklusionen efter hans koncert torsdag aften føles på en måde lidt overraskende: At nej, hans direktion når ikke rigtig hans dybder som pianist i sin tid – og den unge islænding ved tangenterne ville muligvis have været bedre tjent med en anden i spidsen for DR SymfoniOrkestret.

For hvornår virkede Víkingur Ólafsson stærkest? På en måde når han ikke havde orkestret med og altså spillede helt alene. De korte indbrud af solo i Tjajkovskijs koncert bliver enestående poetiske i hans hænder. Víkingur gør øjeblikkene på egen hånd til små perler, lader melodier flyde sammen og blive til nye melodier, hiver og skubber i tempoet med en ganske utrolig fantasi.

Mangler sammenhæng

Vladimir Ashkenazy kan ikke helt være med på det niveau. Allerede optakten i form af Sibelius’ sjældent hørte »Rakastava« virkede sært uengagerende. Og orkesterdelen af Tjajkovskijs koncert hænger ikke uden videre sammen med ham på podiet.

På den anden side: Indehavere af en billet til lørdag eftermiddag kan glæde sig til sidste nummer! Sjostakovitjs sjette symfoni fra 1939 har aldrig hørt til hans mest populære – men ender utroligt underholdende og som et festfyrværkeri af den anden verden. Det er vel ikke musik med et mesterværks dybder. Virkningerne fejler til gengæld ikke noget.

Den kejtede Víkingur Ólafsson viste sig som et dybt fund og er forhåbentlig inviteret tilbage allerede. Den indadvendte Vladimir Ashkenazy viste sig som bedst til fest og ballade. En overraskende aften.

Hvem: DR SymfoniOrkestret med Vladimir Ashkenazy og Víkingur Ólafsson.

Hvad: Musik af Sibelius, Tjajkovskij og Sjostakovitj.

Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Programmet gentages lørdag eftermiddag. Torsdagskoncerten genudsendes søndag kl. 12.15 på P2.