»Vi er et politisk band«

Det Brooklyn-baserede band The National har solgt T-shirts for Barack Obama, og deres sange blev brugt i præsidentkandidatens kampagne. Nu rammer den populære og anmelderroste verdenssucces danskerne.

Foto: Keith Klenowski

De har allerede solgt mere end 20.000 album i Danmark, deres fans tæller blandt andre R.E.M. og Bruce Springsteen, og bandet The National står nu foran deres helt store gennembrud herhjemme med denne uges udgivelse af det femte studiealbum »High Violet«. Albummet har allerede sikret en topplacering på plakaten til sommerens Roskilde Festival, og sendt bandet i båndsløjfe på P3.

Da Berlingske Tidende møder den anmelderroste verdenssuces i skikkelse af guitarist Aaron Dessner og forsanger Matt Berninger på Hotel D'Angleterre i København, er det dog langtfra kun musikken, der ligger dem på sinde. Det er nemlig dagen, hvor de amerikanske politikere skal stemme om den omstridte amerikanske sundhedsreform, og grundet den massive opbakning til Barack Obama bliver The National betragtet som et politisk aktivt band.

»Men der har aldrig været nogen politiske budskaber i vores musik, det er bare en reaktion på en aktuel stemning i landet. Sangen »I'm Afraid of Everyone« på det her album har heller ikke noget decideret politisk budskab, ud over hvor skræmmende, mærkeligt og foruroligende det amerikanske politiske system er,« siger Matt Berninger. Politikerne stemmer om en sundhedsreform, og modstanderne skriger racistiske fornærmelser efter senatorerne på vej ind i Kongressen. Og det her handler altså om at skaffe folk adgang til lægebehandling,« siger forsanger Matt Berninger med stigende intensitet i stemmen, inden Aaron Dessner får ham ned på jorden.

»Men vi er ikke et politisk band,« siger guitaristen med en tør sarkasme.

»Nej, vi er ikke et politisk band, haha,« fastslår Matt Berninger.

Sange med spørgsmål

Bandets sange »Fake Empire« og »Mr. November« blev brugt flittigt i Barack Obamas valgkampagne, men forsangeren mener ikke, sangene i sig selv er udtryk for en politisk overbevisning, snarere en frustration over det politiske spil.

»Vi er selvfølgelig alle sammen demokrater, og det kan du muligvis se på vores læderjakker, men du kan ikke høre det i vores sange. Jeg er aldrig blevet klar over, hvor meget en sang egentlig kan ændre den offentlige mening. Selv i 60erne med Joan Baez, Bob Dylan og alle de andre. Musik kanaliserer nogen gange det, folk føler i forvejen. Det er meget sjældent, at musikken giver momentum til en bestemt tankegang eller politisk bevægelse,« siger Matt Berninger.

En af de medvirkende årsager til det politiske skær over The National er de tvetydige tekster, forfattet af Matt Berninger. De kan oftest betyde mange forskellige ting på én gang, men er næsten altid centreret omkring mørke og skønhed.

»Meget af det handler om romantik, kærlighed, eller hvordan man nu definerer den følelse. Samtidig er der angst og paranoia i mange af vores sange. Jeg skriver om de spørgsmål, jeg støder på i tilværelsen, de spørgsmål jeg har til verdens tilstand. De er ikke alle autobiografiske, men det er ting, som er vigtige at finde ud af. Men det er ikke sange med svar, det er sange med spørgsmål. Det handler om besættelse, om ting, som man ikke kan stoppe med at tænke over. Sange er et godt sted for mig at placere disse tanker,« forklarer 42-årige Matt Berninger.

En svær proces

Forsangerens tanker er dog ikke de eneste, der havner i bandets tekster. En del af lyrikken bliver til i samarbejde med Matt Berningers kone, der selv er forfatter.

»Jeg har det meget svært med tekstskrivningen, det tager mig meget lang tid, og jeg prøver en million forskellige kombinationer. Det er meget rart med en til at fortælle sig, når man enten træder i sine egne fodspor igen, eller når det lyder, som om man prøver for hårdt.«

Mange af bandets sange handler om kærlighed og ikke nødvendigvis på den gode måde. Åbningsnummeret på det nye album hedder for eksempel »Terrible Love«. Så hvordan går det i spænd med at bevare den ægteskabelige lyksalighed?

»Hun tager aldrig noget personligt. Hun ved, at ordene ikke nødvendigvis er et personligt udtryk for ens egne oplevelser. Ofte er det en måde at håndtere vanskelige forhold på. Der er mange sange på albummet, som subtilt handler om utroskab, men de handler mere om nogle gange at ønske, at man kunne gøre lige, hvad man ville, og ikke have alle mulige forpligtelser og ansvar,« forklarer Matt Berninger og fortsætter:

»Hun forstår, at det nogle gange er hårdt at være gift. Loyalitet og tillid er ikke let, og derfor skriver man sange om det. Men jeg har altid været hende tro, og det ved hun. Jeg kan lægge mine mørke sider i sangene, fordi hun ved, at jeg er en pålidelig fyr. Det er ofte dér, kunstnere anbringer deres dæmoner, og hun gør det samme med sine tekster.«