Sødme, naivitet og sensualitet i en selvfølgelig og smittende popmusik.
Det har vist sig at være en vindende formel for svenske Veronica Maggio, der – når hun er bedst – er fuldkommen vidunderlig. Lyt bare til »Stopp« eller »Jag kommer«, der sidder på de to album, der har gjort hende til en stjerne i hjemlandet, nemlig »Och vinnaren är...« og »Satan i gatan«.
På Maggios nye album, »Handen i fickan fast jag bryr mig«, rammer hun allerede klokkerent i åbningsnummeret »Sergels Torg«, der åbner som et glemt ABBA-nummer for så at give plads til trommer, bas og en diskret blinkende guitar bag Maggios stemme, der løber gennem linjer som disse: »Över plattorna på Sergels Torg/där himlen är tung av sorg«.
I modsætning til de nedstemte vers, hvor alt »är tilbaks på null«, står omkvædets suveræne popløft, og har man blot et mikroskopisk blødt punkt for pop, vil »Sergels Torg« arbejde sig ind dér.
Samme varmesøgende, umiddelbare appel har den efterfølgende »Jag lovar«, der lyder som en børnesang og både rummer mørke og troskyldighed i linjer som »Vi äter lakrits och är stumma/det börjar svida på min tunga«.
Den misbrugte pop
Netop foreningen af det lyse, legende, og det mørke, det tristessetunge, er typisk for albummet og altså også for efterfestsangen »Hela huset«, hvor Håkan Hellström giver sit intense besyv med.
Men et kig i covernoterne viser også, at Maggio er storforbruger af sangskrivere. På »Handen i fickan fast jag bryr mig« har hun brugt tre nye, og alligevel lyder alle numrene umiskendeligt Maggio’ske i kraft af stemmen; sensuel, sart, troskyldig.
Vel er der sange, Maggio ikke helt kan synge hjem, men »Handen i fickan fast jag bryr mig« viser ikke desto mindre, at hun fortjener sin stjernestatus, og at poppen – trods dens mange misbrugere – stadig har et stort, skønt potentiale.
Hvem: Veronica Maggio.
Hvad: »Handen i fickan fast jag bryr mig«, Universal.
