Da Veto, med dynamoen Troels Abrahamsen i front, slog igennem, var de et friskt indslag på den danske scene. Kvintettens effektive miks af pumpende elektronik og slagkraftig rockenergi ramte slut-00ernes toneklang klokkerent. Veto lød i sync med samtiden.
Det var dengang.
Nu er det ti år senere, og Veto gør comeback med »16 Colors«, gruppens første album i syv år. Men siden deres storhedstid i sidste halvdel af 00erne har musiklandskabet ændret sig markant. I mellemtiden har vi fuldbyrdet den store omstilling fra det fysiske til det digitale – fra albumkultur til playliste- og streamingkultur. Og hvor stiller det så Veto anno 2018? Er de fulgt med tiden? Lyder de stadig relevante?
Tjoh. Elektrorockerne gør i hvert fald et ihærdigt forsøg. På (over)ambitiøse »16 Colors« dyrker Veto et mere organisk udtryk end førhen, hvor de gør mindre brug af programmeringer. Grundprincippet har været »mere menneske – mindre maskine«. En taktik, de lykkes med at realisere, uden at det betyder noget radikalt brud med deres signaturæstetik. På stramt eksekverede skæringer som »Mount Dome« og »The Take/The Pace« formår Veto da også stadig at forføre med dragende musikalitet og hypnotiske stemninger.
Overordnet tynges udspillet dog af, at numrene alt for ofte virker stillestående. Albummets alvorstunge grundtone bliver så endimensional, at flere af sangene stivner i den kronisk dystre mine og i kompositionernes monotoni. Her er simpelthen for lidt spræl og melodisk variation, til at det pirrer øret.
I tilgift forfalder bandet til en uklædelig selvhøjtidelighed. Titlen henviser til antallet af farver, der anvendes i HTML-kodning, som dermed er de grundlæggende nuancer, vi ser i vores færden online. Denne begrænsede farvepalet bliver ifølge Abrahamsen også afgørende for vores perception af verden omkring os. En tematik, som frontmanden søger at behandle i pladens sange. Lyder det en smule søgt? Sådan tager det sig også desværre ud. Og efter endt lytning sidder man ikke just med fornemmelsen af, at Veto har rokket noget som helst ved ens verdensbillede. Ikke at det på nogen måde forventes af dem. Men hvorfor så overhovedet slå en så svulstig tematik an?
Selvhøjtideligheden accentueres yderligere af Abrahamsens teatralske vokal, som er markant anderledes end på Vetos ældre udgivelser. Her læner hans ekspressive stemmeakrobatik sig op ad excentriske stemmer som Scott Walker, Thom Yorke og Robert Smith, men danskerens melodramatiske røst lyder forceret til sammenligning. Som eksempelvis på »One-Eyed and Dying«, som kammer over i enerverende hysteri frem for at virke besættende. En tendens, der desværre går igen på flertallet af numre på »16 Colors«.
Veto er tilbage. Men knap så besnærende som i 00erne.
Veto
»16 Colors«
★★★☆☆☆
Reset08
Lyt til albummet her:
