Veteraner i (for) hyggeligt samspil

De folkekære Krebs og Falch slår pjalterne sammen på »Tomandshånd«, men samarbejdet trænger til en rimordbog – og til at vove pelsen.

KrebsFalch: »Tomandshånd« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har været længe undervejs.

De to folkekære troubadourer Michael Falch og Poul Krebs er ikke blot gode kolleger, de er hinandens bedste venner, og deres venskab strækker sig langt tilbage.

Makkerparret har blandt andet turneret sammen som duo ved flere lejligheder, men selv om de to jævnaldrende herrer ofte har haft et albumsamarbejde på tale gennem årene, så har parløbet først nu udmøntet sig i et album. »Tomandshånd« er således frugten af deres fælles anstrengelser.

Man kunne håbe, at en sådan fællesindsats ville ruske lidt op i de to sangsmedes rutiner, få dem til at tænke uden for de vante rammer og måske endda vove pelsen en smule. Beånde rutinerne med et frisk pust inspiration, så den andens tilstedeværelse ville fremprovokere de bedste sider i dem hver især.

Men nej. Sådan bliver det ikke helt. Langt hen ad vejen er sangene på »Tomandshånd« mærket af nogle af de samme faldgruber, som undertiden tynger både Krebs’ og Falchs sangskrivning i soloregi. Det magelige melodimateriale parret med teksternes eklatante mangel på sproglig finesse præger denne veteranudgave af De Eneste To.

Sproglige flovsere

Kærlighed, tab, opture, nedture, venskaber, rejser mm. Man skulle tro, at to så garvede musikanter med så meget levet liv i bagagen har nogle fængslende historier, de kan kanalisere ned i deres sange. Og det har de muligvis også? Men i så fald lykkes det dem ikke rigtig at forløse fortællingerne på tilfredsstillende vis.

Teksterne er albummets akilleshæl. Lyrikken sprudler ikke ligefrem af poetisk snilde.

Særligt Krebs er mand for en række sproglige flovsere – måske grellest eksemplificeret på det trægt vuggende Aarhus-snapshot »Casablanca«, hvor han i et febrilsk forsøg på at karakterisere en flygtig, kreativ café-type, kaster sig ud i at prøve at rime »ord« på »macchiato«. Av for den. Og der er flere sprogslemmerter, hvor dén kom fra. Desværre.

I den mere positive grøft er Lars Skjærbæks produktion ganske vellykket. Den føles nærværende, næsten stoflig, så når man sidder med hørebøfferne på, er det, som om makkerparret sidder lige ved siden af. Og numre som Krebs’ venskabserindring »Derfra Til Evigheden« og Falchs mørke og selvransagende kærlighedserklæring »Uden Dig« hører da bestemt til det mere hæderlige.

Men overvejende er »Tomandshånd« et lidt (for) hyggeligt, velmenende og småanonymt musikalsk bekendtskab, som generelt kunne trænge til, at de to ellers så sympatiske herrer viste andre sider af sig selv end de i forvejen så velkendte og lidt udslidte.

Og så kan det være, at Poul Krebs skal ønske sig en rimordbog i adventsgave.

Hvem: KrebsFalch.

Hvad: »Tomandshånd«, Universal.