Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Skulle man have lyst til at læse anmeldelser af Bryan Adams udgivelser fra nettets største musiksider, bliver man skuffet. Den canadiske kunstner bag kæmpehits som »Summer of 69«, »Cuts Like a Knife« og »(Everything I do) I do it for you« har nemlig metodisk fået fjernet anmeldelserne af sine 11 studiealbum.
Søger man på hans navn på Allmusic.com - en anerkendt musikguide brugt af musikelskere siden 1991 - dukker intet som helst op. Går man ind på Rolling Stone Magazines hjemmeside popper et par artikler og interviews op men ingen anmeldelser. Slår man hans navn op på hjemmesiden Metacritic.com - en hjemmeside, der samler anmeldelser fra de største internationale kritikere - er det som om, Bryan Adams aldrig har eksisteret.
Da vi spurgte Allmusic.com, hvorfor de ikke længere viser Bryan Adams anmeldelser, svarede de følgende:
»Tak for dit spørgsmål. På grund af en opfordring fra Mr. Adams, har vi ikke længere lov til at vise hans information på AllMusic.
Venligst The AllMusic Team.«
Man »botaniserer« ikke i anmeldelser
Den canadiske kunstners kamp for at fjerne sine anmeldelser fra nettet gælder indtil videre kun for engelsksprogede sider. Her hos Berlingske er det for eksempel stadig muligt at læse om hans besøg i Forum på Frederiksberg for to måneder siden. Da fik han to stjerner. De øvrige danske aviser og musiksiden Gaffa.dk har også stadig deres anmeldelser af kunstneren på hjemmesiden. Chefredaktøren for Gaffa, Peter Ramsdal, afviser, at de ville fjerne anmeldelser, hvis en kunstner bad om det.
På Gaffa.dk har de ved et tilfælde hørt fra en musiker, der ønskede at få fjernet en negativ anmeldelse på hjemmesiden. Han ville gerne etablere sig i musikbranchen og følte, at Gaffas anmeldelse - der altid poppede op i en Google-søgning - hæmmede ham.
»Vi fortalte ham, at vi rent principielt ikke vil gå ind og botanisere i vores anmeldelser. Men vi sagde, vi ikke ville have et problem med, at han fik fixet det på en måde, så den ikke dukkede op ved Google-søgninger,« siger Peter Ramsdal.
Chefredaktøren undrer sig dog først og fremmest over, at en musiker som Bryan Adams overhovedet gider bruge sin tid på den slags klapjagt af nye og gamle skrivelser.
»Jeg tænker, at han burde være så stort et navn, at han ville være ligeglad med dårlige anmeldelser og i stedet grine hele vejen til banken. Det ville være noget andet, hvis han var et nyt navn og gerne ville frem i verden,« siger chefredaktør Peter Ramsdal.
Hvis man ser på anmeldelserne, han har modtaget af Allmusic gennem årene, så lyder langt de fleste af dem på to ud af fem stjerner. Hans to hovedværk -
»Cuts like a Knife« og »Reckless« modtog dog begge 4½ stjerner af sidens anmeldere.
Berlingske har rettet henvendelse til Bryan Adams management men har intet svar modtaget.