Hank Jones
In Copenhagen
**** (4/6)
Storyville Records
Doug Raney & Nicolai Gromin
There Will Never Be Another You
***** (5/6)
Stunt Records
København er Europas jazzhovedstad. Eller er det noget, den var engang? Altså i 1960erne, hvor der var nogle amerikanske musikere, der slog sig ned i den danske hovedstad og skrev jazzhistorie. Og dog er der aldrig blevet spillet så meget jazz i København som netop nu.
Gæstende internationale jazzkunstnere har der altid været; således var Jazzhus Slukefter i Tivoli i mange år en velrenommeret scene for velrenommerede amerikanske musikere. Her mødtes i 1983 den dengang 65-årige pianist Hank Jones med sin landsmand, den dengang 63-årige trommeslager Shelly Manne, og den dengang 34-årige danske bassist Mads Vinding.Deres fælles virke blev optaget, men er først nu blevet udgivet. Og har det været værd at vente på? Typisk for den slags lejligheds-konstellationer er der plukket et par håndfulde værker fra jazzens store sangbog. Hank Jones, som har skrevet sig ind i jazzhistorien som en beundret og mangestedsnærværende musiker med en elegant fingerfærdighed, er i fin form, og sammen med den mindst lige så navnkundige Shelly Manne fastslår han formatet. Mads Vinding er så manden i midten, og med al respekt for de to gæster, ja, så er det faktisk hans eminente, opfindsomme og overraskende strengeleg, der for alvor gør jazz til jazz.
Og ønsker man rendyrket og unik strengeleg, kan man lige drage 10 år frem i tiden til Sabines Cafeteria i Teglgårdsstræde, hvor der under sommerens jazzfestival er amerikansk-russisk topmøde. Det varetages af den dengang 36-årige Doug Raney og den dengang 54-årige Nicolai Gromin, to herboende guitarister, som måske ikke satte København på jazzverdenskortet på samme vis som Ben Webster og Dexter Gordon, men som til gengæld var betydeligt mere involveret i og berigende for hovedstadens jazzscene end de ovennævnte legender.
Heller ikke denne 1993-seance har tidligere set dagens lys, og umiddelbart kan en koncert med to guitarister vel også blive en let monoton affære. Men tag ikke fejl. For her handler det virkeligt om at lege med jazzens etablerede repertoire. Ja, begrebet leg er i overrumplende grad i spil. De to musikere skiftes til at være solist og akkompagnatør, men intet foregår i et fastlåst regi. Tværtimod. Begge er tændt, begge lytter, begge reflekterer, begge skaber, ja, der er ingen ophør i deres elegant-swingende ping-pong. Med hensyn til kreativ formulering er de to musikere beslægtet, om end – og uden at generalisere – Nicolai Gromin klinger en kende blødere og mørkere end Doug Raney.
Alt i alt bliver denne jazz på tomandshånd til stor kunst, blandt andet med skønne versioner af Richard Rodgers’ »My Funny Valentine«, Thelonious Monks »Ask Me Now« og Bruno Martinos »Estate«.
Begge guitarister slog sig ned i Danmark i slutningen af 1970erne, og begge har de inden for de sidste par år forladt denne verden. Og der kan næppe ristes en smukkere rune over deres virke end nærværende udgivelse.
