Som tiden dog går. I år er det præcis 30 år siden, A-ha tryllebandt popverdenen med deres storsælgende debutplade, »Hunting High And Low«. Ikke mindst i kraft af superhittet »Take On Me«, som med med sin banebrydende animationsvideo, hvor en smuk ung kvinde bliver fascineret og forført af forsanger Morten Harkets charmerende tegneseriepersona, kørte i heavy rotation på MTV.
Sangen er med rette en klassiker i dag. Den gjorde A-ha til superstjerner. En status, bandet formåede at fastholde nogenlunde op i både 90erne og 00erne uden de helt store uværdige udsving. Dog i en lidt mere beskeden grad end i storhedstiden i slut-80erne.
Egentlig havde Morten Harket, keyboardspiller Magne Furuholmen og guitarist Paul Waaktaar-Savoy annonceret tilbage i 2009, at det ville være endegyldigt slut med A-ha, når de havde overstået deres stort anlagt »Ending On A High Note«-verdensturné i 2010. Sådan gik det dog ikke.
Nu har de nemlig ombestemt sig. 30 års-jubilæet for succesen med debuten skal markeres. De har derfor besluttet sig for at blive gendannet for en toårig periode. Om det er udsigten til en betragtelig økonomisk gevinst, eller om det reelt er, fordi de simpelthen ikke kan lade være, må stå hen i det uvisse.
Heldigvis lyder deres nye og tiende album, »Cast In Steel«, mest af det sidste. Her præsenterer den norske popinstitution nemlig et ganske solidt kuld sange, der både yder deres alder og deres bagkatalog retfærdighed. Det er overvejende glimrende uden at være banebrydende. Rutineret og modent, uden at det bliver kedeligt og outdated.
Smuk melankolsk undertone
For trioen kan fortsat snedkerere iørefaldende og værdig voksenpop, og Harkets stemme besidder stadig en usvigeligt smuk melankolsk undertone. Numre som det storladne synth-kvad »Forest Fire«, de mere knugende og formørkede »Objects In The Mirror« og »Giving Up The Ghost« samt den hastigt pulserende »She’s Humming A Tune« er fine repræsentanter for A-ha anno 2015.
Deciderede fejlskud er der ikke rigtigt på »Cast In Steel«. Men enkelte sange hører mere til i bagatelafdelingen end andre, sange som for eksempel »The Wake« og den afsluttende »Goodbye Thompson«, der begge kæmper lidt forgæves med at gøre væsen af sig. Disse forglemmeligheder rokker dog ikke ved det overordnede indtryk af, at det er ganske rart at være i musikalsk audiens hos nordmændene, skulle det så være for endegyldigt sidste gang.
Hvem: A-Ha
Hvad: »Cast In Steel«, Polydor/Universal
