Værd at opleve i Roskilde: Fortrinlige, stenede Warpaint

Amerikanske Warpaint kommer til Roskilde Festival med et album af stenede, stemningsladede sange. Lyt til det her.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krigsmaling er en ritualiseret måde at gøre sig klar til at kæmpe og, ultimativt, slå ihjel. Og kender man til amerikanske Warpaint, kan man kun undre sig over navnet.

Her er der ikke megen aggression og opladet vold at spore, og hvis der overhovedet er tale om nogen form for krig i deres musik, er det det mod den forudsigelige, letfordøjelige popsang, som gør alt det samme som en burger fra McDonald’s eller en dåse fra Coca-Cola:

Øjeblikkelig, men kort behovstilfredsstillelse.

LÆS OGSÅ: Spotify har talt: Her er danskernes festivalfavoritter

Californiske Warpaint arbejder mod poppens forbrugerkultur, og gjorde det ikke kun på det fortrinlige debutalbum, »The Fool« fra 2010, men også på opfølgeren, der blot hedder »Warpaint«. Og når et band opkalder et album efter sig selv, er det oftest et tegn på, at det føler sig hjemme i numrene, at de spejler dem fuldt ud.

Med assistance fra produceren Flood, der tidligere har arbejdet med blandt andre PJ Harvey, Nick Cave & The Bad Seeds og U2, har Warpaint fremspillet et udtryk, der nok byder på gode melodier, men i højere grad synes optaget af atmosfære, og albummet møder først lytteren med den korte, fortrinlige »Intro« med tørt beat og The Cure’ske guitarlinjer.

LÆS OGSÅ: Er du en desperat singlefar? En festabe på SU? Find din festival her

Men hvor »Intro« har en klart aftegnet struktur, vælger Warpaint oftere at spille sig ind i et friere, mere udflydende univers. Som lytter føler man sig undervejs lidt som en festivalgænger, der har røget en joint og så slingrer rundt på pladsen i en tåge og kun i korte øjeblikke ser klart.

Det stenede, det døsige, ligger i høj grad i Emily Kokals lyse vokal, der ofte lyder, som om den afspilles i halvt tempo. Men bedst som man flyder hen, træder »Disco//Very« frem. En dansabel, groovende sag, og nu er det som om man i sin skævert har forvildet sig ind i et telt, hvor festen kører. Men den varer altså kun fire minutter, så er Warpaint ude i det bløde mørke igen. Og det er ofte et godt sted at være.

Det er Roskildes Avalon-scene også klokken 17 om fredagen. Hvor scenen sikkert, som musikken, er indhyllet i røg.

Hvem: Warpaint / Hvad: »Warpaint«. Rough Trade/Playground

ANMELDELSE: Høflige Heimatt havde energien, men ikke sangene

ANMELDELSE: Blaume Blume er en smuk, natteblå blomst

MERE FESTIVAL: Følg Berlingskes kulturredaktion på Roskilde Festival på b.dk/roskilde2014

SPOTIFY: Lyt til Warpaint