Utroligt fængende Keith Jarrett på både tangenter og strenge

Pianisten Keith Jarrett har været ude på lageret og fundet et par af sine solokoncerter samt nogle sære, men fascinerende optagelser, hvor han giver den i rollen som multiinstrumentalist.

Keith Jarrett: "Concerts Bregenz München" Fold sammen
Læs mere

Keith Jarrett. Amerikansk jazzpianist. Vel nok den mest eksklusive af slagsen gennem de seneste årtier. Velkendt – også fra optrædender i København – først og fremmest med sin nok så berømte og mangeårige trio.

Lige så berømt er dog de solokoncerter, som han har dyrket siden 1970erne, og hvor han hver gang opfinder musikken ved tangenterne. Hans bagkatalog er betragteligt, og det er ikke mindst Köln-koncerten fra 1975, der har skrevet sig ind i musikhistorien.

Men han og hans prominente tyske pladeselskab, ECM Records, har meget på lager, heriblandt et par koncerter fra 1981 fra Bergenz og München, som nu i deres fulde længde ser dagens lys på et triple-album.

Og, ja, det er umiskendeligt Keith Jarrett. Det hele er hørt før, og så alligevel ikke. I hvert fald ikke nøjagtigt på den måde. Det er kort sagt en blanding af det let genkendelige og nogle stræk, hvor der sker noget uforudset, ja, til tider rene mirakler. Her er nogle melodilinier eller nogle mønstre, som rummer europæisk klassisk musik eller blues eller gospel, og som fører musikken ud ad tangenterne og langt ud i universet. Og Keith Jarrett synger eller grynter eller hyler med, når han for alvor får fat i musikken – eller omvendt.

Musik til både baggrund og fordybelse

Jo, det er spændende, men langt mere overraskende og fascinerende er det dog, at Keith Jarrett i en periode i 1986 sad og hyggede sig i et studie, hvor han via diverse overdubs indspillede musik på elektrisk guitar, el-bas, diverse slagtøj, stemme, blokfløjte og klaver.

Her improviserer Keith Jarrett derudad med virkeligt godt håndelag, og det er alt i alt blevet til en dobbelt-CD. Og er det så for meget?

Nej. Det er utroligt fængende. Til trods for monotoni, ja, ret beset sker der umiddelbart ikke så meget. I virkeligheden er der langt hen ad vejen tale om en gang god, gammel syrerock.

Solid fremadskridende puls og et liftligt, muntert og søgende sprog, anført af et guitarspil, som er bluesy og melodiøst og opfindsomt.

Det er musik, som kan køre som baggrund – uden besvær eller irritation – men det er bestemt også musik, som man kan dykke ned i, ja, gå på opdagelse i og finde både sære og friske ting i. Kort sagt – ganske underfundigt – anderledes.

Fire stjerner

Hvem: Keith Jarrett.

Hvad: »Concerts Bregenz München«, ECM Records.

Fem stjerner

Hvem: Keith Jarrett.

Hvad: »No End«, ECM Records.