Universet ifølge Sys

Det er tre år siden, at hele nationen gik rundt og nynnede den der med den nedbrændte lejlighed, den våde X-Box og katten, der havde det godt og egentlig syntes, at ham der kæresten da også lå, som han havde redt, når han sådan gik og knaldede hende der »Malene«.

Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er tre år siden, at hele nationen gik rundt og nynnede den der med den nedbrændte lejlighed, den våde X-Box og katten, der havde det godt og egentlig syntes, at ham der kæresten da også lå, som han havde redt, når han sådan gik og knaldede hende der »Malene«.

Sys Bjerre kom fra ingenting og satte stemme til en ung generations store og små hverdagsdramaer på en skæv, humoristisk og i høj grad nærværende måde, og som et flertal af dem med forældrekøbt lejlighed, SU-økonomi, mormor-cykel og en særdeles aktiv Facebook-profil kunne genkende fra sig selv. Lidt som ’Nynnes Dagbog’ på plade, og da Sys Bjerre selv både lød og så ud som sit publikum, var der ikke langt til succesen med 80.000 solgte eksemplarer af albummet »Gør det selv« og fast spilletid på P3.

Og netop identifikation er Sys Bjerres største styrke både på debutalbummet og opfølgeren »Sys«, der udkommer i dag. Hun er ganske enkelt så stærk i hele sit udtryk, at man føler sig overbevist om, at vi her har at gøre med øjebliksbilleder fra sangerindens eget liv, om det så handler om storbynattelivet, engangsknald, kærestesorger eller gymnasiepres. Det er næppe tilfældet, omend der ganske givet sniger sig en selvoplevet hændelse ind i ny og næ.

Man smiler, men

Men samtidig er det også Sys Bjerres svaghed. For vi står en smule i stampe på det nye album, og som det også gælder i filmens verden, så er toeren sjældent lige så god som etteren. Man smiler, men tænker også »... og?«, når vi hører om at vågne op med vage erindringer om nattens bytur på albumåbneren »sku’ ha’ gået hjem«. Eller på »Hey Vanessa«, hvor vi er ude i noget så essentielt som kærlighed på tværs af landegrænser men ender i en eller anden subtil joke om at bo i en Volvo og »prata svenska«.

Så bebrejd mig bare for at være kedelig, men jeg savner, at Sys Bjerre graver et spadestik dybere med hendes musik- og tekstunivers og dropper noget af den afvæbnende humor, der tager substansen ud af størsteparten af albummets numre.

For det nye album indeholder et par ting, der viser, at Sys Bjerre både kan og vil noget mere. Eksempelvis den fine ’vintage-poppede’ »VIP OMG«, der er en skarpskåren hilsen til realitygenerationens jagt efter et øjebliks berømmelse: »VIP/jeg er så heldig/græder kun lidt indeni/for OMG/jeg er VIP/og utaknemmelig/hvis jeg er ked af det«. Eller albummets stille og eftertænksomme afslutning »Hurtig«, der viser, at Sys Bjerre bestemt ikke behøver at cracke jokes af i én lang uendelighed for at ramme en popsang klokkerent.

Sys Bjerre omgiver sig med nogle dygtige folk, og hun er en eminent popsnedker med en god stemme, som vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden. Hun har potentialet til at blive en af de helt store, hvis hun ydermere bryder ud af sit »småforvirret pige-image« og udnytter den gave til at se detaljen, som hun har fået. »Sys« er et skridt på vejen.

Hvem: Sys Bjerre Hvad: »Sys« Universal Music