Ulidelige tømmermænd

Koncert. Razorlight De unge vil have popmusik fra britiske Razorlight, som da også lyder glimrende på plade. I København præsenterede kvartetten sig tilgengæld forfærdeligt live.

Fire unge mænd der spiller populærmusik iklædt tidens tern. Ringer der en klokke? Det var kun for at lokke, for det er selvfølgelig ikke Beatles, der skrives om her. Det er Razorlight, et af de britiske popnavne, som de unge har svært ved at få nok af nutildags. Bedømt især på kvartettens seneste merit, albummet »Razorlight« fra sommeren 2006, forstår man dem godt. For herpå spiller Razorlight en herlig omgang popmusik centreret omkring deres største aktiv, sanger og tekstforfatter Johnny Borrell, som i dén grad vækker minder om en ung Richard Ashcroft i The Verve-dagene.

På den baggrund var Razorlight en gigantisk skuffelse i Pumpehuset, der sent onsdag aften var pakket til brandmyndighedernes ultimative grænse med purunge fans, for hvem Razorlight tydeligvis betød det samme som Oasis gjorde for andre danske musikpoder for 10-12 år siden. Razorlight begyndte frisk med deres kæmpehit »In The Morning«, som fik murene i den skønne koncertsal til at ryste i takt til stortrommeslagene. Sådan skal det gøres, så er stemningen sat, man er på vej, missionen er klar: der skal være fest.

Problemet med fester er bare, at man ofte ender op med ulidelige tømmermænd, og det var præis, hvad der skete for Razorlight.

Blot tyve minutter inde i koncerten, flød alting sammen. Alle nuancer, alle de positive elementer fra deres albums var pist væk. Tilbage stod en såre ordinær kvartet med et sangkatalog, som ikke bare lød ekstremt uvarieret, det lød også voldsomt ordinært. For ikke at sige komplet ligegyldigt.

Knøsenes energiudladninger på scenen var faktisk det eneste, der holdt sammen på skidtet og holdt publikum oppe på lidt mere end 37 grader. Og indrømmet, da storhit nummer to, den ulidelige, voldsomt irriterende og endnu mere ørehængende pophymne »America« strøg ud igennem højttalerne, røg man da lidt op i det røde felt. Men lige så hurtigt ned igen. For Razorlight havde bortset fra deres hitesser - når ret skal være ret - ikke en fløjtende George Zamfir at byde på.

Som de sang i »In The Morning«: »You know you won't remember a thing«. Den profeti kunne man have været foruden. For næppe var man kommet ud ad døren, før profetien gik i opfyldelse og Razorlight på dansk muld var glemt.