Der er et definitivt historisk vingesus over foretagendet. I dette tilfælde to dobbeltalbum med i alt 54 numre med manden de kaldte »Bird«. Han hed Charlie Parker, han spillede altsaxofon, og han er ikke til at komme udenom, hvis man skal nævne den håndfuld musikere, der har haft størst indflydelse på jazzens udvikling, og som tilmed fortsat kan overrumple med deres kunst.

Han var blot 34 år, da han for 60 år siden – nedbrudt af stoffer og andet skørlevned – forlod denne verden. Men sit korte liv til trods nåede han at sætte sig uudslettelige spor via en lang række pladeindspilninger, ligesom han sammen med den iltre trompetist Dizzy Gillespie i høj grad personificerede den nye skæve og aggressive bebop-stil.

Gennem årene er der blevet udsendt en del jammerligt lydende privatoptagelser med Charlie Parker, men hvis man vil have den gode, repræsentative vare, kan man i hvert fald vælge indspilninger fra de tre selskaber Savoy, Dial og Verve.

De to førstnævnte – begge små entusiastiske foretagender – udsendte i midten af 1940erne mange 78ere, og det var altså inden for dén tre minutters spilletid, at Charlie Parker formåede at skabe banebrydende og betagende musikkunst.

Da saxofonisten debuterede i eget navn for Savoy i 1945, medbragte han den blot 19-årige trompetist Miles Davis, som de næste tre år som trofast sekundant for Charlie Parker skulle bevæge sig fra en lidt famlende til en yderst personlig kunstner. Til Savoy-indspilninger hører klassikere som »Billie’s Bounce«, »Now’s The Time« og »Donna Lee« samt, fra 1948, det glødende blues-værk »Parker’s Mood«.

Mens Savoy holdt til i New York, havde Dial base i Californien, hvor Charlie Parker i 1946 efter en mindeværdig indspilning af balladen »Lover Man« fik et sammenbrud med efterfølgende ophold på rekreationshjemmet Camarillo, som han året efter hyldede med nummeret »Relaxin’ At Camarillo«.

Dial lagde også riller til den kvintet, som ud over Charlie Parker og Miles Davis bestod af pianisten Duke Jordan, bassisten Tommy Petter og trommeslageren Max Roach, og som i efteråret 1947 indspillede en strøm af fremragende musik.

Jo, der er masser af guld på de velproducerede og velredigerede genudgivelser, om end ikke alle bonus-tracks virker relevante, og musikken hist og her kan blive lidt stereotyp. Men med sine stærke udsagn er Charlie Parker fortsat dybt fascinerende at lægge ører til.

Hvem: Charlie Parker

Fem stjerner

Hvad: »The Complete Savoy Masters«

Fem stjerner

Hvad: »The Complete Dial Maters«

Hvor: Essental Jazz Classics/Jazzcup