Uden X-Factor

Jeg må indrømme, at min tålmodighed sættes på prøve, når Thomas Blachman farer frem med sit selvsmagende smagsdommeri.

Thomas Blachman og Kasper Windings minialbum er ligegyldigt, mener Berlingskes anmelder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sisse Stroyer
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg må indrømme, at min tålmodighed sættes på prøve, når Thomas Blachman farer frem med sit selvsmagende smagsdommeri.

Men hans tro på det originale og personlige er dog al beundring værd i en tid, der løber over med glatte og intetsigende udgivelser. Det hele falder bare tilbage på ham selv, når han nu udsender et minialbum sammen med Kasper Winding.

For sjældent har noget lydt så opsigtsvækkende ligegyldigt som »Musicality«, der planker sin synth-lyd fra 1990ernes franske house-scene, og hvor d’herrers stemmer køres igennem forvrængere, som allerede faldt af i retrosvinget for et par år siden.

Det er med andre ord en opvisning i ufrivillig komik, og den originalitet Blachman kræver af alle andre, ja, den er han på ingen måde i stand til selv at leve op til i samarbejdet med Winding. Ærgerligt nok.