Tyske krautrock-legender lavede singler af en anden verden

Ny single-opsamling fungerer som et glimrende musikalsk tværsnit over de musikalske fritænkere i CAN.

CAN i stærkeste opstilling med en glad Damo Suzuki i front ca. 1971. Fold sammen
Læs mere

CAN
»The Singles«

★★★★★☆
Mute

Det kan virke en kende spøjst at udgive en single-opsamling, når man har at gøre med så ukonventionelt et band som CAN. De tyske krautrock-pionerer var en gruppe musikalske fritænkere, der tilbage i 70erne opløste rockens formsprog i pladesidelange, hjernesmeltende jams fulde af udflippet støj, luftig ambient, aparte vokaler og afsindigt funky breakbeats.

Men midt i al den improviserede galskab opstod dog også nogle overraskende catchy sekvenser og idéer, som kunne klippes ned til noget, der mindede om en single. Enkelte som »Spoon« og »I Want More« blev ligefrem til hits i Tyskland, mens andre som »Halleluwah« og »Vitamin C« med deres monster-grooves er blevet flittigt samplet i hiphop-kredse.

»The Singles« samler for første gang samtlige 23 CAN-singler og byder sig til både som intro for nykommere og et nyt tværsnit gennem et af alletiders bedste bands’ ekstremt spraglede kataloger. Kvaliteten daler mærkbart mod slutningen, men det er aldrig uinteressant.