Trussetyv i tomgang

Tom Jones prøver at lave en »Johnny Cash« med sit nye album »Spirit In The Room«, men den velnærede waliser har ganske enkelt ikke nok blues med i rygsækken.

Det er jo sådan set fint at fortolke andres numre. Det er gjort lige siden rockmusikkens fødsel, og i de bedste øjeblikke lykkes det kunstneren at gøre nummeret til sit eget - og i visse tilfælde bliver fortolkningen oven i købet bedre end originalen.

Det er blandt andet lykkedes for den walisiske crooner Sir Thomas John Woodward alias Tom Jones. Hvem tænker eksempelvis i dag på, at nummeret »Green, Green Grass of Home« oprindeligt blev indspillet af både Johnny Darrell, Porter Wagoner og Bobby Bare inden Jones gjorde netop dét nummer til sit i midten af 60erne?

Alligevel fanges man ind i en form for inerti for ikke at sige kedsomhed, når man lægger øre til Jones' nye udspil ”Spirit In The Room”, hvor manden igen, igen, igen kaster sig over fortolkninger af adskillige numre fra musikhistoriens uudtømmelige skatkiste. Vi taler alt fra Paul Simons ”Love & Blessings”, Bob Dylans ”When The Deal Goes Down” til Paul McCartneys ”(I Want To) Come Home”, som Tom Jones’ med påtaget dræven vokal akkompagneret af et semi-akustisk musikalsk setup, skabt i samarbejde med Ethan Johns, skiftevis okser og snor sig igennem.

Tom Jones er en mand, der har været hele den klassiske limbo igennem i sin karriere. Det store gennembrud i 60erne, hvor han croonede sig igennem ”Its Not Unusual”, ”Thunderball” og ”What’s New Pussycat?” og hang ud med Elvis i Las Vegas til nedturen i 70erne og 80erne, hvor en ny generation rykkede forbi ham og ind på hitlisterne, mens Jones hang fast i dyndet i country-genren og så til genopstandelsen i form af samarbejdet med Art of Noise på Prince’s ”Kiss” og albummet ”Reload”, hvor den aldrende crooner fik ny vitalitet i en række duetter med tidens hotteste navne.

Og med albummet ”Praise & Blame” fra 2010 og nu den nye ”Spirit In The Room” vil manden så lave en ”Johnny Cash”, der i sin karrieres efterår indspillede sine roste ”American Recordings”-albums. Problemet er bare, at Tom ikke er Johnny. Hans livs rygsæk indeholder ganske enkelt ikke smerten, dybden og eftertænksomheden, og man har simpelthen svært ved at tage den velnærede hyggecrooner seriøst i denne mørke og følsomme blues, som genren repræsenterer. Som i den skramlede Tom Waits-klassiker ”Bad as Me”, hvor Jones prøver at ramme Waits' skæve galskab, men ender i en lettere påtaget latter eller Leonard Cohens ”Tower of Song”, hvor det eneste sammenlignelige mellem de to er de grå lokker på hovedet.

Men Tom Jones kan naturligvis sin gospel. Han bevæger sig ad velkendte stier – manden har trods alt beskæftiget sig en hel del med blues- og countrygenrerne i den karriere, der strækker sig over mere end et halvt århundrede. Men historien og denne seneste udgivelse viser bare, at det ikke er her, han er stærkest. Tom Jones er god i den overraskende lidt sjove popgenre. Den med et skævt smil på læben og en fræk, corny hookline, som kan få foden til at vippe afsted mod dansegulvet. Det med weltschmerz bør han overlade til andre.