Dagene er fulde af teknologi. Overalt lyser laptops og tablets, smartphones ringer, bipper, gør så uendelig meget andet. Vi lever i fremtiden, kan man indimellem tænke, og tidens musik er da også langt hen ad vejen skabt på computere.
Men hvis fremtiden er her, og maskinerne står til evig rådighed, er der naturligvis også kunstnere, som reagerer ved at se bagud og dyrke traditionen, det organiske og det, der – trods globaliseringens engelsksprogede dominans – stadig står os allernærmest, nemlig modersmålet.
Særligt i det man kalder vækstlaget, altså blandt bands som stadig er i udviklingsfasen og ukendte for de fleste, vrimler det med bands, der lægger kærligheden i den håndspillede musik og traditionen. Aktuelle eksempler er Modspil, Sukk og Ulvetimen.
Forhold og baghold
På bagsiden af Modspils album er en tegning af et træ. På den ene side af træet står en kvinde med en vandkande, mens der på den anden side står en mand med en økse.
Og kvartettens sange kredser netop om mænd og kvinder og om, hvor svært det er at få et fælles liv til at vokse, blomstre. Det handler, som albumtitlen siger, om »Forhold & baghold«.
På den ene side om forelskelsen, som Bo Evers synger frem i linjer som disse: »Hun er næsten lige så klog som en professor/og lækker som en hel flok stewardesser/praktisk som et vaterpas/og sjov som lattergas.«
På den anden side synger han om nedturen, bruddet, magtesløsheden. Det kan lyde sådan: »Jeg er en tandhval uden tænder, jeg er en vandmand uden vand, jeg er en bokser uden hænder«.
De mange uprætentiøse, ofte veloplagte linjer fremsynges med en lys, kvækkende stemme, der mildest talt er en acquired taste, og omkring Evers swinger bandets skiftevist balkanfestlige og nordiskmelankolske folkemusik, som farves af harmonika, banjo, cello, gulvbas og trompet.
Sugende omkvæd
Det er langt hen ad vejen en fornøjelse at lytte til Modspil, og det samme gælder Ulvetimens selvbetitlede minialbum. Med fem numre – blot en tredjedel så langt som Modspils udspil – maler de en alvorsfuld stemning op med mørke, men alligevel skønhedssøgende instrumenteringer.
Ligesom Modspils er Ulvetimens ordvalg renset for modernitet, men er mere litterært og tilstræbt gammeldags. Gloser som »besudlet«, »lænker« og »utugt« toner frem på Kristian Kjærulff Ravns stemmebånd, som holder sig i det dybe, mørke leje med klange og fraseringer, som giver mindelser om Claus Hempler og Kitty Wus Robert Lund.Både vokal og folk noir-instrumenteringerne er produceret med en dyb glød, og arrangementerne samler sig om gode, blødt bøjede melodier. Smukkest i signaturnummeret »Ulvetimen«, der løfter sig i et flot, sugende omkvæd.
Let manieret
Sanger Johanne Jepsen og multiinstrumentalist Peter Simonsen udgør duoen Sukk, som forsøger at skabe deres eget på én gang fortidige og nutidige udtryk.
Der åbnes dramatisk og berusende med horn og slagtøj, som siden mødes af Jepsens lyse stemme. Den løber også gennem resten af »EP«, hvor tangenter, klokkespil, strygere og orgler kommes i møde af synth og elektronisk knitren.
Teknologien er her altså, javel, men som et diskret islæt, et bevidst touch fra fremtiden, i de fem umiskendeligt nordiske kompositioner.
Folkemusik, salme og kirkemusik genlyder i lyduniverset, der bestemt er fascinerende, men indimellem også stillestående, og Jepsens let manierede, ikke særlig velskrevne sangforedrag er som hos Modspil noget, man skal vænne sig til. Det er, indrømmet, endnu ikke helt lykkedes for mig, og debuten er derfor en blandet fornøjelse.
Men der er enkelte smukke øjeblikke, der lig Ulvetimens og Modspils debuter har øre og blik for musiktraditionen og forholder sig til en ny tids teknologi. Ved enten at holde den helt ude eller forsigtigt integrere den.
Som så mange andre bands herhjemme. Midt i flimmeret af nuller og ettaller.