Traditionel »La bohème« er en lyst for øjet og en fryd for øret

Den Jyske Operas udgave af »La bohème« rammer Sjælland i næste uge – komplet med Simon Duus’ skønne sang om den gamle frakke.

Fra opsætningen af »La bohème« på Den Jyske Opera: Susanna Andersson spiller sangerinden Musetta – hun er kæreste med en af hovedpersonen Rodolfos venner og donerer i slutningen sine ørenringe til den døende Mimis lægeregning. Foto: Den Jyske Opera Fold sammen
Læs mere

Vi kender dem fra Toulouse-Lautrecs populære plakater: Bohemerne og boulevarderne, de skæve eksistenser og de tågede tagkamre, absintherne og de klirrende glasklangscafeer.

»La bohème« foregår i Paris på Eiffels tid. Nærmere bestemt i latinerkvarteret på de fattige forfatteres tid. Og når man ser Den Jyske Operas opsætning, føler man sig hensat til det hele.

Altså ingen aktualisering eller opdatering hér. Ingen brud med stilen i La Belle Époque eller tankerne i Puccinis partitur. Den Jyske Opera går all in på naturalismen og giver sit trofaste publikum den ægte vare.

Fra næste lørdag som gæstespil på Det Kongelige Teater og andre steder i det sjællandske.

Resultatet er nærmest hyggeligt og ligner noget nær en juleforestilling. Rodolfos fattigdom og Mimis brystsyge er blevet pittoresk. Og gør det noget?

Ikke når der synges og spilles så dejligt.

For opsætningen er ikke kun en fryd for øjet – med alle de rigtige kostumer og små huse med skæve tage på scenen.

Det ligner også en lise for øret. Musikken klinger frisk og blødt under ledelse af unge Michael Balke. Og huset i det østjyske har igen, igen sat det helt rigtige hold til tragedien.

Eller rettere to hold. Man spiller i en ret lang periode og har derfor flere navne på hovedrollerne. Begge kan endda høres på Kongens Nytorv i næste weekend – det ene om lørdagen, det andet om søndagen.

Hvis de synger lige godt, er en af husets sikreste succeser i månedsvis hjemme.

Nu med overraskelser

César Gutiérrez i rollen som Rodolfo lyder for eksempel glimrende, om end en anelse for høj sommetider. Yana Kleyn som Mimi er virkelig klejn af statur og bliver næsten væk i sin sygeseng – og står om muligt stærkere rent sangligt. Susanna Andersson tegner partiet som sangerinden Musetta usædvanlig klart og farverigt i enhver forstand. Og koret af børn og voksne gør det perfekt ud for parisere og overspiller ikke et sekund.

Den Jyske Opera har endda en overraskelse klar i kulissen: Simon Duus som filosoffen Colline med langt hår og lang frakke.

Kulissen er måske så meget sagt. Den danske basbaryton har været med lige fra den meget vellykkede åbningsscene. Men da han giver sin gamle frakke til stakkels Mimis lægeregning og synger dens pris, er man ikke i tvivl:

Han hører til vores største sangtalenter i årevis. Selve hans arie har ellers altid virket en smule for sødladen til et dødsleje. Men danskeren gør den til et studie i timing og musikalitet. Hvilken vellyd.

Kræsne operaelskere har muligvis set Puccinis tragedie sat op som kostumedrama lidt for tit efterhånden. Alfonso Romero Mora i instruktørstolen er ikke typen, der vil det nye og anderledes.

Men hvis man er til tradition og højt niveau over hele linjen, så går man rigtig meget rigere hjem.

Hvad: »La bohème« af Puccini. Hvem: Den Jyske Operas solister og kor samt Aarhus Symfoniorkester og Sct. Clemens Drengekor, Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor og Junior EVE. Dir.: Michael Balke. Instr.: Alfonso Romero Mora. Scenografi: Ricardo Sánchez Cuerda. Hvor: Musikhuset Aarhus.