Lad det være sagt med det samme: Turboweekend er et afsindigt dygtigt band. Når de er bedst, er de blandt de mest medrivende live-navne herhjemme overhovedet. En velsmurt maskine hvor især rytmesektionen bestående af bassist Morten Køie og trommeslager Martin Petersen spiller med en instinktiv fornemmelse for, hvad der får folk til at rykke.
Sådan har det faktisk været, lige siden gruppen debuterede med »Night Shift« tilbage i 2007. Dengang ramte gruppens dansable take på electro-rocken lige ned i en dansk bølge, der også talte populære navne som Spleen United, Nephew, Veto og Dúné.
I dag har bølgen for længst lagt sig igen. Men Turboweekend står her stadig. Og prøver på deres fjerde album »Share My Thunder« fortsat at finde nye måder at holde den musikalske gryde i kog.
Rent håndværksmæssigt er der intet at udsætte på albummet. Produktionerne sidder lige i skabet og er spækket med et væld af flotte, gennemarbejdede detaljer. Både arrangementer og samspil byder på en fornem vekselvirkning mellem effektive refræner, højoktan energi, tårnende crescendo og mere æterisk udflydende ekskursioner.
Kort sagt: Det er et band, der kan sit kram.
Alligevel efterlades jeg underligt indifferent af mødet med disse 11 sange. Måske Turboweekend ganske enkelt er for gode? Det er måske en unfair anke. Men når tingene kører så velsmurt som her, bliver det også så meget lettere at lytte hen over musikken.
Det, pladen for alvor mangler, er noget, der stikker lidt ud. Noget der overrasker. Noget mere personlighed. Og der synes jeg desværre ikke, forsanger Silas Bjerregaard formår at løfte sin del af opgaven. Han er bestemt en glimrende sanger med en både fyldig og hæs klang. Men der er simpelthen for lidt på spil i hans tekster.
Postuleret drama
Dét dig og mig, der synges frem i pladens mange ulykkelige kærlighedssange, forbliver for ofte en-dimensionelle papfigurer. På det ellers labre åbningsnummer lyder omkvædet: »I’m giving you all the best that I have / it’s never enough / you’ve seen it all before«. Det er ikke grelt på nogen måde, men det er også temmelig intetsigende og desværre også repræsentativt for resten af teksterne på pladerne.
»This can’t keep goin on / when love is gone / it’s time to be moving on« lyder det elementære budskab videre på »Moving On«. Bjerregaard lægger masser af krop i, men de store følelser – dramaet! – ender desværre noget postuleret, når han hverken tør blive mere konkret eller evner at finde på nogle mere interessante metaforer.
Men kan man abstrahere fra manglerne på tekstsiden, gemmer der sig et bundsolidt album, der især på mere nysgerrige numre som »Levitate« og »Party On The Edge Of The World« viser, at der bestemt stadig er frugtbare musikalske territorier for Turboweekend at afsøge.
Hvem: Turboweekend.
Hvad: »Share My Thunder«, Parlophone.
